Karl Friedrich Stephan von Otting, Fünfstetten und Schönfeld

Carl Friedrich Stephan, Graf von Otting und Fünfstetten, Freiherr von Schönfeld (* 22 bottles glasses. September 1767 in Pont-à-Mousson gel belts for running; † 18. September 1834 auf Schloss Fünfstetten) war königlich bayerischer Kämmerer, Generalleutnant und Generaladjutant the lemon squeeze hike, Halbbruder des bayerischen Königs Maximilian I., Besitzer der Rittergüter Otting und Fünfstetten und Stammvater der Grafen von Otting und Fünfstetten.

Friedrich, so der Rufname, war ein außerehelicher posthum geborener Sohn des Pfalzgrafen Friedrich Michael von Pfalz-Birkenfeld aus dessen Verbindung mit Louise Chaveau.

Am 29 football tee shirt designs. Juli 1813 wurde Friedrich als königlich bayerischer Kämmerer, Oberst und königlicher Flügeladjutant als Freiherr von Schönfeld in die bayerische Adelsmatrikel eingeschrieben unter Beilegung des Wappens der erloschenen Familie von Wemding. Am 16. Juli 1817 erhielt Friedrich als bayerischer Generalmajor und Flügeladjutant für sich und alle seine Nachkommen den Namen und die Würde eines Grafen von Otting und Fünfstetten unter Beilegung des Wappens der erloschenen Familie von Otting.

Aus der Ehe mit Luise Magdalena Wilhelmine von Porubsky gingen folgende Kinder hervor:

In zweiter Ehe war er mit Wilhelmine Louise Camilla von Montperny verheiratet und hatte folgende Kinder:

Easydis

Vous pouvez partager vos connaissances en l’améliorant (comment  goalkeeper gloves online?).
Les entreprises étant sujet à controverse, n’oubliez pas d’indiquer dans l’article les critères qui le rendent admissible.

Pour améliorer la vérifiabilité de l’article, merci de citer les sources primaires à travers l’analyse qu’en ont faite des sources secondaires indiquées par des notes de bas de page ().

Aidez à ajouter des liens en plaçant le code [[Easydis]] dans les articles runners belts.

Easydis est une société française de logistique, avec à l’heure actuelle 16 sites en France. Easydis est la filiale logistique du groupe Casino dédiée à l’entreposage des marchandises, à la préparation de commande et à la livraison des magasins de la plupart des enseignes du groupe en France. Easydis est l’une des trois entités de l’ensemble Flux de Marchandises, structure au sein de la Direction Marchandises & Flux, qui organise et assure toutes les opérations nécessaires à l’approvisionnement des magasins du groupe.

La société commande les marchandises à ses fournisseurs (ou le produit pour les marques distributeur), puis la stocke dans un entrepôt

Chile Home VARGAS 11 Jerseys

Chile Home VARGAS 11 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, cette marchandise est rangée à son emplacement. Elle est ensuite déplacée pour que les préparateurs puissent récupérer les choses nécessaires à chaque magasin dans le stock. Ensuite, les préparateurs assemblent un colis, qu’ils vont envoyer à la zone de chargement où ces colis sont disposés le plus intelligemment possible dans les camions avant de les faire partir vers le site ayant commandé le colis.

[réf. souhaitée].

Kasper Schmeichel

Kasper Peter Schmeichel (ur. 5 listopada 1986 w Kopenhadze) – duński piłkarz występujący na pozycji bramkarza w Leicester City. Jest także zawodnikiem swojej reprezentacji narodowej, w której występuje od 13 maja 2011 roku. Jego dziadek ze strony ojca – Antoni Schmeichel jest Polakiem, a jego ojciec, Peter Schmeichel urodził się jako Polak (w 1970 roku dostał duńskie obywatelstwo).

Był wypożyczany z Manchesteru City do Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff City i Coventry City.

W sierpniu 2009 roku został graczem Notts County. W kwietniu 2010 roku został wybrany do najlepszej jedenastki sezonu w League Two.

27 maja 2010 roku podpisał kontrakt z beniaminkiem Championship – Leeds United.

W czerwcu 2011 roku przeszedł do występującego w Championship – Leicester City. 18 lutego 2014 roku rozegrał swój 122 występ w barwach Leicester na poziomie Championship. Po zakończeniu sezonu 2013/14 podpisał z klubem 4-letni kontrakt, obowiązujący do 2018 roku. Wraz z klubem awansował do Premier League.

W sezonie 2015/2016 został z klubem mistrzem Premier League.

W 2004 roku pierwszy raz został powołany do reprezentacji Danii U-19. Od 2007 do 2008 roku grał w U-21 gdzie zagrał 17 spotkań. W 2013 roku pierwszy raz został powołany do kadry seniorów. Zadebiutował w wygranym 3-0 towarzyskim meczu z Macedonią. Został powołany na mecze eliminacyjne do Mistrzostw Świata 2014 w Brazylii. Dostał także szansę gry w meczach grupowych eliminacji do Mistrzostw Europy 2016 oraz Mistrzostw Świata 2018.

1 Schmeichel • 2 Simpson • 3 Chilwell • 5 Morgan (c) • 6 Huth • 7 Gray • 8 Iheanacho • 9 Vardy • 10 King • 11 Albrighton • 12 Hamer • 13 Musa • 15 Maguire • 16 Dragović • 17&nbsp what is tenderizing meat;Jakupović • 18 Amartey • 19 Slimani • 20 Okazaki • 21 Iborra • 22 James • 23 Ulloa • 25 Ndidi • 26 Mahrez • 28 Fuchs • 29 Benalouane • trener: Shakespeare

1 Andersen • 2 C. Poulsen • 3 Kjær • 4 Agger (c) • 5 S. Poulsen • 6 Jacobsen • 7 Kvist • 8 Eriksen • 9 Krohn-Dehli • 10 Rommedahl • 11 Bendtner • 12 Bjelland&nbsp best eco friendly water bottles;• 13 Okore • 14 Schøne • 15 Silberbauer • 16 Lindegaard • 17 Pedersen • 18 Wass • 19 J. Poulsen • 20 Kahlenberg • 21 Zimling • 22 Schmeichel • 23 Mikkelsen • trener: Olsen

1961: H. Nielsen • 1963: Petersen • 1964: Madsen • 1965: K. Poulsen • 1966: L. Nielsen • 1967: J. Hansen • 1968: H. Jensen • 1969: Michaelsen • 1970: Larsen • 1971: Pedersen • 1972: Røntved • 1973: Aabech • 1974: Holmstrøm • 1975: H. Jensen • 1976: Ahlberg • 1977: A. Hansen • 1978: Kjær • 1979: Bertelsen • 1980: Bastrup • 1981: A. Hansen • 1982: M. Laudrup • 1983: M. Olsen • 1984: Elkjær • 1985: M. Laudrup • 1986: M. Olsen • 1987: J. Jensen • 1988: L. Olsen • 1989: B. Laudrup • 1990: P. Schmeichel • 1991: Vilfort • 1992: B. Laudrup • 1993: P. Schmeichel • 1994: Helveg • 1995: B. Laudrup • 1996: A. Nielsen • 1997: B. Laudrup • 1998: Sand • 1999: P. Schmeichel • 2000: Henriksen • 2001: Sand • 2002: Tomasson • 2003: Wieghorst • 2004: Tomasson • 2005: C. Poulsen • 2006: C. Poulsen • 2007: Agger • 2008: Laursen • 2009: Kjær • 2010: Kvist • 2011: Kvist • 2012: Agger • 2013: Eriksen • 2014: Eriksen • 2015: Eriksen • 2016: K. Schmeichel • 2017:

Anton Steding

Anton Steding (* 24 fabric pill shaver. Juni 1621 in Hessisch Oldendorf; † 7. April 1698 in Hannover) war ein deutscher evangelischer Theologe.

Der Sohn des schaumburgischen Superintendenten und Oberpfarrers in Oldendorf Theodor Steding (1582–1653) und dessen Frau Magaretha Rullmann hatte das Pädagogium seiner Heimatstadt besucht und die Schule in Stade. 1639 bezog er die Albertus-Universität Königsberg, wo er zunächst ein Studium der Philosophie bei Hartwig Wichelmann absolvierte und dann ein theologisches Studium aufnahm. Seine Studien setzte er an der Universität Rinteln fort.

Nach kurzem Aufenthalt in Osnabrück ging er als Hofmeister junger Adliger nach Helmstedt zurück, wo er seine theologischen Studien bei Georg Calixt, Konrad Hornejus und Christoph Schrader fortsetzte. Nach dem Erwerb des akademischen Grades eines Magisters der Philosophie wurde er Subrektor der Altstädter Schule in Hannover und bald darauf Rektor der Stadtschule in Stade. 1649 wurde er Konrektor an der Altstädtschule in Hannover und 1652 Pastor der Neustädter Kirche in Hannover. 1678 stieg er dort zum Superintendenten der Neustadt Hannover auf und wurde Senior im Konvent der Superintendenten zwischen Deister und Leine.

1648 heiratete er Ilse, die Tochter des Professors der Theologie an der Universität Rinteln Josua Stegmann. Aus der Ehe stammen drei Söhne und drei Töchter, wobei ein Sohn und eine Tochter in einer Woche jung verstarben. Sein Sohn Anton Friedrich Steding wurde ebenfalls Theologe. Seine Tochter Ilse Louse Steding hatte sich am 28. April 1674 in der Hannover Neustadt mit dem fürstlich braunschweigisch-lüneburgischen Obersuperintendenten

Argentina Home CRESPO 9 Jerseys

Argentina Home CRESPO 9 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, Konsitorial und Kirchenrat Christian Specht (* 30. August 1647 good meat tenderizer; † 8 stainless steel water bottles safe. August 1706 in Wolfenbüttel) verheiratet.

Distrito de Piscobamba

El Distrito de Piscobamba es uno de los ocho​distritos de la Provincia de Mariscal Luzuriaga, y esta es una subdivisión de la actualmente llamada región de Ancash, en terminología administrativo-legal vigente en el Perú. Se ubica en la parte central y oriental de la Sierra de Áncash, literalmente frente al bicorne nevado Huascarán, a una altitud de 3 250 m.​ Su territorio abarca, en sentido de ascendencia los pisos: quechua, suni y jalca.

La presencia de Piscobamba es plurimilenaria, los restos arqueológicos de Tusinuyoq, a pocos pasos de la actual población, testimonian de la temprana presencia del hombre nativo. Estos restos fueron visitados en 1947 por el sacerdote ancashino, Mario Augusto Soriano Infante, quien sus estudios jamás los difundió.​ Como recuerdo de la orografía proteica, subsiste el mito de los cuatro de Piscobamba: Huáncash, Amañico, Campanayoq y Aswaq.​ El distrito de Piscobamba surgió en la época de la Independencia Nacional. Y de hecho, por la actuación de Francisco Borja Rodríguez, fue capital de la provincia de Conchucos de entonces, dentro del departamento de Junín (1824-1835).​ Y ese hecho está comprobado oficialmente, en la Constitución de Bolívar. De facto después de la derrota de la Confederación Peruano Boliviana, la capitalidad de Conchucos pasó a Sihuas, que legalmente habría detentado tal categoría administrativa, desde 1834.​ Pero Ramón Castilla, quien luchó a órdenes de Bulnes contra Santa Cruz, dio la ley del entierro político de la provincia de Conchucos, el 21 de febrero de 1861 porque Sihuas y Piscobamba estuvieron contra la invasión chilena de entonces. Castilla creó Pomabamba y Pallasca, a propuesta de Fernando Bieytes, diputado de Corongo. En el Comercio, de marzo de 1861, se lee que no hubo gestión popular para la creación de estas nuevas provincias y así consta la observación de un diputado iqueño.

La ciudad de Piscobamba es la capital de la provincia de Mariscal Luzuriaga, en virtud de la Ley 12541 de 12 de enero de 1956, promulgada en el gobierno del general Manuel A. Odría. El área urbana tiene una población aproximada de 2000 habitantes. Entre las instituciones públicas se encuentran: la Municipalidad Provincial, el Juzgado Mixto, la Gobernación, la oficina de Reniec, la Parroquia de San Pedro y San Pablo, el Colegio Mariscal Luzuriaga, que funciona desde hace 50 años. También tenemos el Centro de Salud, situado en el paraje de Andaymayo. Cerca a este último se levanta el Estadio Popular de Piscobamba, sobre el terreno que adquirió el Club Deportivo Mariscal Luzuriaga. Dejamos constancia que el ex alcalde (2004-2010) hizo la remodelación y se olvidó de construir camerinos y de resolver la entrada directa desde la Avenida Marcelino Ocaña. Hay un edificio llamado “Centro Cívico”, donde hasta la fecha siguen funcionando, además de la Municipalidad, el Banco de la Nación y la Gobernación. Los católicos, que son la mayoría, practican su culto en la moderna Iglesia, que está en la Plaza Mayor, frente al Centro Cívico, ‘moderno nombre’ copiado del de un edificio de Lima, que sirve para las tiendas de un emporio transnacional. En ese lugar se erigía el local del antiguo Cabildo brite electric shaver.

En el sector de Romero Pampa funciona el llamado complejo educativo que alberga las instituciones de educación básica, a parte del mencionado colegio, está la Escuela de primaria “César Egúsquiza” y el centro inicial. Hasta la fecha siguen funcionando los antiguos camposantos de Molinojirca y Yanaallpa. A fines de 2010, se estaba construyendo el coliseo municipal en el sector del barrio de Moyabamba. Los sábados hay una especie de feria, donde comerciantes del Callejón de Huaylas y algunos del lugar y de los distritos, venden básicamente productos de panllevar, carne y pescado. Hay hoteles y restaurantes que brindan atención de diferentes precios. Hay permanente servicio de transporte del lugar a Lima y a Huaraz, a esta última ciudad hay dos turnos diarios. En la avenida luzuriaga funciona el local de la Policía Nacional. Aún es posible consumir la rica chicha, conocida como aswa en quechua Hay gran cantidad de establecimientos comerciales que ofrecen una diversidad infinita de artículos llevados de Lima o de Huaraz. Al inicio del año 2011, había dificultades en la provisión de agua ”potable”, que la llaman entubada. Hay energía eléctrica las 24 horas del día e Internet, pero de baja velocidad. Y al paso, siempre ha chocho con rocoto y culantro.

Como lugares emblemáticos mencionamos: la Iglesia Matriz, reconstruida por el actual obispo de Huari, Ivo Baldi gaburri; el Cerro de Huáncash, con su fiesta de “Lunes Pascua” (sic) y el coposo eucalipto, plantado a finales del siglo XIX. Cabe mencionar Chontajirca, un cerro en la parte alta, al costado de la carretera que va hacia el marañón. Cerca pasa el camino del Inca, por el paraje de Tucuhuaqanan y se ven aún los respectivos tambos, mencionados por Felipe Guaman Poma Ayala.

Es un ejemplar alto y coposo más que centenario, plantado por el patriarca, Juan Bautista Rodríguez, en los años ochentas del siglo XIX. Tiene una altura de 67 m y 14 m de contorno. Ver “Capac Ñan” de Borja Cordelús y Timoteo Guijarro. Es un canto a la naturaleza. El año 1974 fue víctima de la intención de ser talado por los secuaces de Luis Alberto La Rosa, subprefecto del velascato. Esta acción fue descoyuntada por docentes acciopopulistas y maoístas y otros ciudadanos. Ver en “50 años del Colegio Mariscal Luzuriaga.Piscobamba” ( editora R. Portella Egúsquiza) y en la revista “Alma Libertana” Nº2(2007): ” Un árbol con historia y señorío” de Elfix Aryen.

Como parte ya del pasado, cabe mencionar: el de “Qorqash”, acaso de la transición del incanato al coloniaje; sobre su territorio, se ha levantado la torre de la antena satelital en 2008.

El Año Nuevo, en calendario romano el 1 de enero; la Adoración de los Reyes Magos el día 6; el 12 de enero: Aniversario de la Provincia; en febrero, fecha movible: los carnavales, con la plantación de chihualos (cortamonte) por barrios. La semana Santa, después de la entrada del Sr. De Ramos, recibido con laureles. Algo especial, la Fiesta de la Cruz de Huáncash, el día siguiente del Domingo de Pascuas, habiéndose declarado feriado local; en la cima de este cerro se erigió una Cruz para recibir el milenio en curso. El 3 de mayo de cada año, la Fiesta de la Cruz de Chontajirca; fecha movible en mayo: el Día de la Madre. Luego la Fiesta patronal de San Pedro y San Pablo, con una duración de 15 días, incluyendo las novenas.

El dos de julio se realiza, desde 2006, la Peregrinación a Tocana, en el dominio de rima-rima, donde se ha construido una capilla; el 28 y 29 de julio: Fiestas Patrias. El 30 de agosto la Fiesta de Santa Rosa en el barrio de Moyabamba. En setiembre: el día 14, Santa Cruz en Chaupiürán, el 16 de setiembre, la Cruz de Qellay-kuwana, cerca al Camino del Inca; el día 20: San Miguel en el barrio de Ptsuyanunan; el dia26, la fiesta de la Virgen de las Mercedes, con las danzas duales de Awqa y Tinya palla. En Socosbamba, el 22 de octubre fiesta de la Virgen de Dolores. El día de Todos los santos y difuntos, 1 y 2 de noviembre. La Virgen Inmaculada el 9 de diciembre y finalmente, La Navidad, 25 de diciembre, con el diseño de nacimientos de qenwa, helecho y el reclamado uritu.

{{«Provincia de Mariscal Luzuriaga[…]»(2011)Depósito legal en BNP2011-07837}}

1.0.- Danzas de carácter nativo: auquin-danza, ruco, wapya palla, anaca, binaca, chuncho, shashu, arawij, cóndor rachi, qishpi-cóndor, apu-inka palla, tinyapalla, awqa-runa, yurigua.

1.1 cleaning glass water bottles.- Bailes nativos: chimaychi o chimaiche, tinya, qatswa o cachua, cachaspari, aywallá.

2.0.- Danzas de influencia hispánica: Antichuncho, kiyaya, capitana, sargento, marcha, korpus, campiche, turco, pastoras, toro-pukllay, wanka, wankilla, alto vara o los mandos, pizarro, contrahuanquilla.

2.1.- Bailes mestizos: wayno cholo o chuscada, wayno mestizo, siega fiesta, trilla jaruy.

3.0.- Danzas de factura amoldada: jacha walluy (festejo comunal), diablillos, pastoras de velo, campo pastorcitos, enmascarados, ño carnavalón, pandillada.

3.1.- Bailes adoptados: cruzado, marinera serrana.

4.0.- Danzas de tipo escolarizado (réplica) o ritual: Shaqsha, segadores, los alcaldes, Apu –atahualpa.

4.1.- Rituales: vuelta con banda (pasacalle), diana y marchas marciales.

Danzas, bailes y rituales de Piscobamba En primer lugar vamos a precisar que entendemos por los términos que aparecen en el encabezamiento. Danza viene a ser una expresión cultural de una población que conlleva música y/o canciones; danzantes, usualmente uniformados, que incluyen individuos del mismo género o de ambos. Las danzas tienen una aparición necesaria y coherente con una fecha y su organización corre a cargo de un oferente-llamado devoto o capitán-. La ofrenda es a un santo o santa a cuya memoria se dedican varios días y casi toda la población participa, aumentada con la presencia de los hijos del lugar que retornan y de los visitantes o invitados para tal fecha. Las danzas se desplazan por vías públicas, con acompañamiento de vecinos, quienes en algunos momentos disfrutan del baile de un huayno o de un chimaychi, finalizando las exhibiciones. Ejemplos de danza podemos señalar: awqa (auga) que con su dual tinya palla salen en la fiesta de la Virgen de las mercedes.

Baile es una expresión musical, ejecutable por parejas o grupos, que puede realizarse en cualquier momento. Requiere música, pero no necesariamente ejecutada por músicos en vivo. Cualquier aparato tecnológico puede proveer la música, pero en la danza los músicos acompañantes son personas que dan sentido y función a la danza. Los bailes pueden ejecutarse en cumpleaños, matrimonios, bautizos, despedidas de viajes o después de ágapes o almuerzos de carácter social o institucional. Baile por ejemplo: chimaychi o huayno como especialidades más conocidas.

Ritual es un acto de carácter grupal, con un segmento poblacional, que conlleva música, otros elementos adherentes fuera de los actores principales; la concurrencia es espontánea y ocasional. Por ejemplo las dianas, después de los rezos de la novena, congregan personas; estas por efecto de los tragos que brinda el novenante, se ponen a bailar. También el izamiento de bandera que puede concluir en brindis y almuerzo; es simplemente con motivo de la celebración de una fecha cívica. Por el carácter sintético del trabajo, la nomenclatura de la clasificación es fácilmente comprensible y quizás no va a necesitar mayores aclaraciones.Para ampliar consultar el libro Provincia de Mariscal Luzuriaga/Capital Piscobamba/Distritos(2011). Además el trabajo de Emiliano Gonzales, publicado en Conquista de los Conchucos, que figura en el compendio Pomabamba/ciudad de los cedros(2011)

Este segmento corresponde a la producción de los naturales de la provincia que sirven y servirán para escribir monografías, manuales o artículos para blogs u otros medios digitales, y respaldar lo escrito.

Rosekrigene

2. Fase:
Huset Tudor besejrer
Huset York

• Slaget på Blore Heath (23. september 1459)
• Slaget ved Ludford Bridge (12. oktober 1459)
• Slaget ved Sandwich (januar 1460)
• Slaget ved Northampton (10. juli 1460)
• Slaget ved Wakefield (30. december 1460)
• Slaget ved Mortimor’s Cross (2. februar 1461)
• 2. slag ved St. Albans (22. februar 1461)
• Slaget ved Ferrybridge (28. marts 1461)
• Slaget ved Towton (29. marts 1461)
• Slaget ved Hedgeley Moor (25. april 1464)
• Slaget ved Hexham (15. maj 1464)
• Slaget ved Edgecote Moor (26. juli 1469)
• Slaget ved Losecoat Field (12. marts 1470)
• Slaget ved Barnet (14. april 1471)
• Slaget ved Tewkesbury (4. maj 1471)
• Slaget ved Bosworth Field (22. august 1485)
• Slaget ved Stoke Field (16. juni 1487)

Rosekrigene 1455-1487 var en serie af krige om den den engelske trone mellem to grene af Plantagenet-slægten. Magtkampen var resultatet af sociale og økonomiske problemer efter Hundredårskrigen og det svage og uduelige styre af den periodevis sindssyge Henrik 6. af Huset Lancaster (rød rose), som fik Richard Plantagenet af Huset York (hvid rose) til at gøre krav på tronen.

Efter Richards død førtes Yorks tronkrav videre af hans søn Edward, som blev den første York-konge af England som Edward 4. Kort efter hans død blev tronen overtaget af Edwards yngre bror, Richard 3., som stod bag Edwards to sønner, Edward 5. og Richard af Shrewsbury forsvinden i Tower of London.

Den endelige sejrsherre var Henrik Tudor, den senere Henrik 7., der gennem sin mor gjorde krav på Huset Lancasters vegne. Han besejrede den sidste York konge, Richard 3., i Slaget ved Bosworth Field. Efter magtovertagelsen giftede han sig med Elizabeth af York, den ældste datter og arving til Edvard 4., og dermed forenedes de to slægter. Huset Tudor regerede indtil barnebarnet af Henrik 7. og Elizabeth af York, Elizabeth 1.’s død i 1603.

Betegnelsen Rosekrigene refererer til de royale emblemer som blev associeret med de to kongeslægter, Huset Yorks hvide rose og Huset Lancasters røde rose. Rosekrigene blev en udbredt betegnelse i det 19. århundrede efter udgivelsen i 1829 af Walter Scotts Anne of Geierstein. Walter Scott baserede betegnelsen på baggrund af en scene i William Shakespeares Henrik 6. 1. del, sat i Temple Churchs have, hvor en række adelsfolk plukker røde eller hvide roser for at vise deres loyalitet for enten Huset Lancaster eller Huset York.

Tilhængerne af York anvendte den hvide rose lige fra tidligt i konflikten, mens Lancasters røde rose tilsyneladende først blev introduceret efter Henry Tudors sejr i Slaget ved Bosworth, hvor det blev forenet med Yorks hvide rose til Tudor-rosen, som symboliserede de to huses forening. Rosens oprindelse som symbol stammer fra Edvard 1.’s anvendelse af en gylden rose med grøn stilk. De fleste, men ikke alle deltagere i krigene bar emblemer, der knyttede dem til deres overherrer under det eksisterende feudalsystem.

Selvom navnene på de to huse stammer fra byerne York og Lancaster, havde de tilsvarende hertugdømmer ganske lidt forbindelse til disse byer. Det meste af jord og embeder tilknyttet Hertugdømmet Lancaster lå hovedsageligt i Gloucestershire, Nordwales og Cheshire; mens Hertugdømmet Yorks jord og embeder var spredt rundt i England og Wales, hovedsageligt Welsh Marches, dvs. grænselandet mellem England og Wales.

Henry Bolingbroke havde i 1399 sat Huset Lancaster på tronen, da han havde besejret og afsat sin fætter Richard 2. og ladet sig krone som Henrik 4.. Henriks tronkrav var gennem hans far, Johan af Gent, hertug af Lancaster, den tredje overlevende søn af Edward 3. af England. Henrik 4.’s søn, Henrik 5., opretholdt husets greb om magten og gennemførte en højst succesfuld militærkampagne i Frankrig, som kulminerede med sejren i Slaget ved Agincourt i 1415, som gjorde Henrik til herre over Frankrig. Han blev i 1420 gift med Katherine af Valois, datter af Karl 6. af Frankrig, og gjort til fransk tronfølger. Men han døde allerede i 1422 kun 36 år gammel og efterlod både den engelske og franske trone (Karl 6. døde knap to måneder senere) til sin eneste søn og arving, den blot 1-årige Henrik 6. England blev derfor regeret af en række regenter indtil Henrik 6. blev myndig, men allerede da stod det klart, at han med sin svage mentale sindstilstand ikke var egnet til at regere som en myndig og handlekraftig konge. Da englænderne samtidig var på tilbagetog i Frankrig, gav det grobund til opposition. Huset Lancaster tronkrav var baseret både på erobring og mandlig arvefølge. Men alligevel blev Henrik 6.’s krone udfordret af Richard Plantagenet, hertug af York, som kunne gøre krav gennem Edvard 3.’s næstældste overlevende søn, Lionel af Antwerpen, hertug af Gloucester, gennem sin mor og gennem sin far Edvard 3.’s fjerde overlevende søn Edmund af Langley, hertug af York.

Indtil den lille Henrik 6.’s tronbestigelse havde intet medlem af Huset York gjort noget krav på tronen, men Richard af York, der havde holdt flere vigtige magtmbeder under sine Lancaster-fætre, stredes nu med prominente Lancaster-medlemmer ved hoffet og med Henrik 6.’s dronning, Margaret af Anjou. Selvom der tidligere havde været mindre væbnede slag mellem tilhængerne af York og Lancaster, brød det første åbne slag ud i 1455 i det Det 1. Slag ved St. Albans. Flere prominente Lancaster-støtter omkom ved York-støtternes hånd. Selvom freden hurtigt blev genetableret, blev Lancaster-fløjen inspireret af Margeret af Anjou til at kæmpe mod Richard af Yorks indflydelse, og en dødelig fejde mellem de to grene af kongeslægten var nu brudt ud. Kampene blev mere voldelige i løbet af 1459. Richard af York og hans følgere blev tvunget ud af landet, men en af hans mest prominente støtter, Richard Neville, jarlen af Warwick, invaderede England fra Calais og tog Henrik 6. til fange i slaget ved Northampton.

Richard af York vendte tilbage til England og blev gjort til rigsforstander (protector), men blev rådet til ikke at gøre krav på tronen. Margeret og de tilbageværende Lancaster støtter samlede deres hær i det nordlige England, og da Richard af York drog mod nord for at møde dem sport store water bottle, blev han og hans næstældste søn, Edmund, dræbt i slaget ved Wakefield i december 1460. Lancaster-hæren fortsatte mod syd og fik befriet Henrik 6. efter Det 2. Slag ved St. Albans. Men da det ikke lykkedes at erobre London, måtte hæren trække sig tilbage mod nord. Richard af Yorks ældste søn Edvard, jarl af March, blev udråbt som kong Edvard 4. Han samlede en York-hær og vandt en knusende sejr i slaget ved Towton i marts 1461.

Efter nedkæmpelsen af Lancaster-oprøret i nord i 1464 og efter at Henrik 6. atter var blevet taget til fange og sat i Tower of London, kunne freden sænke sig. Men så blev Edvard uvenner med sin hovedstøtte og rådgiver, Richard Neville, jarlen af Warwick, “Kongemageren”. Årsagen til bruddet lå i Edvards hemmeligt gennemførte og upopulære ægteskab med enken til en Lancaster-støtte, Elizabeth Woodville. Hurtigt viste det sig, at Edvard favoriserede sin kones familie samtidig med, at han stødte en Warwick og hans støtter fra sig. Rasende forsøgte Warwick først at erstatte Edvard med hans yngre bror Georg, hertug af Gloucester, som han lod give sin ældste datter Isabel i ægteskab for at styrke alliancen. Men da planen mislykkedes pga. manglende støtte fra parlamentet, måtte Warwick flygte til Frankrig med sin familie. Her indgik han en ny alliance med Margaret af Anjou for at genindsætte Henrik 6. på tronen. Dette resulterede i år med hurtige skift i krigslykken, før Edvard 4. endnu en gang vandt store sejre ved Barnet (april 1471), hvor Warwick blev dræbt, og Tewkesbury (maj 1471), hvor Huset Lancasters arving, Edward af Westminster, Prins af Wales, blev henrettet efter slaget. Margaret blev eskorteret tilbage til London som fange, og Henrik 6. blev myrdet få dage senere i Tower of London, hvorved den direkte Lancaster-slægt uddøde.

En periode med relativ fred fulgte indtil Edvard 4.’s uventede død i 1483. Hans tilbageværende bror, Richard 3., hertug af Gloucester, var først hurtig til at gribe magten for at forhindre den upopulære Woodville familie i at deltage i regeringen under Edvard 4. ældste søn, Edvard 5.’s umyndige år, og derefter tog han kronen til sig selv ved at få erklæret Edvard 4.’s ægteskab med Elizabeth Woodville for illegitimt. Henrik Tudor, en fjern slægtning til kongerne af Huset Lancaster, der havde havde overtaget dets tronkrav, besejrede Richard 3. i Slaget ved Bosworth i 1485. Han blev kronet som Henrik 7. og giftede sig med Elizabeth af York, datter af Edvard IV, for at forene og forsone de to huse.

York oprør, ledet af John de la Pole, 1. jarl af Lincoln og andre, blussede op i 1487 under prætendenten Lambert Simnels banner. Lambert Simnel hævdede, at være Edvard, jarl af Warwick (søn af Georg af Clarence) og hans oprør resulterede i det sidste regulære slag under Rosekrigene, Slaget ved Stoke Field i juni 1487. Selvom de fleste tilbageværende efterkommere af Richard af York blev fængslet, fortsatte sporadiske oprør indtil 1497, hvor Perkin Warbeck, der hævdede at være Edvard 5.’s yngre bror Richard af Shrewsbury, en af de forsvundne Prinser i Tower, blev fængslet og henrettet.

Reglen om Mandlig arvefølge var generelt gældende for den kongelige arvefølge. Siden tronstriden mellem Stefan af Blois og Matilda af England, der medførte stor lovløshed i årene 1135-1154 (The Anarchy), efter at kong Henrik 1. af England var død i 1135 uden en mandlig arving, blev bragt til ende ved hans barnebarn Henrik 2. af Englands magtovertagelse, havde der ikke været nogen store arvefølgestridigheder.

Efter nederlaget i Hundredårskrigen, klagede engelske godsejere højlydt over deres finansielle tab på grund af tabet af deres besiddelser på det europæiske fastland. Dette betragtes ofte som en medvirkende årsag til Rosekrigene.

Krigene blev hovedsageligt udkæmpet af godsejere og feudalhære, samt til dels udenlandske lejetropper. Støtten til hvert dynasti afhang af dynastiske faktorer, såsom blodslægtskab og ægteskab, samt tildeling og fratagelse af titler og land. Blodslægtskab, ægteskab og ambition skabte modstridende loyaliteter, og det var derfor ikke sjældent, at adelen skiftede side. I flere slag, såsom Slaget ved Northampton og Slaget ved Bosworth, var forræderi afgørende for udfaldet.

Hærene bestod af adelens kontingenter af riddere med delinger af bueskytter og fodfolk. Nogle gange var der også kontingenter af udenlandske lejetropper bevæbnet med kanoner eller håndvåben. Rytternes opgave var hovedsageligt at spejde og skaffe foder.

De militære spilleregler ændrede sig under borgerkrigen. Almindeligvis kæmpede det tunge kavaleri kun til hest. Andre gange steg adelsmændene af hestene og kæmpede side med fodfolket for at inspirere dem. Under Hundredårskrigen kunne en tilfangetaget adelsmand betale for sin frihed, men under Rosekrigene havde den samme adelsmand en lang større risiko for at blive henrettet som landsforræder. For eksempel blev 42 tilfangetagne riddere henrettet efter Slaget ved Towton. Selv de, der undslap henrettelse, kunne risikere at tabe titel, jord og gods (Attainder) både for sig selv og sine efterkommere. Derefter ville de ikke have nogen værdi som fanger.

Da Edvard 3. af England døde i 1377, blev han ikke efterfulgt på tronen af sin ældste søn Edvard, den sorte prins. Da denne var død året før, blev Edvard 3. i stedet efterfulgt af den sorte prins’ eneste overlevende søn Richard 2., der kun var 10 år gammel. Richard 2.’s styre var præget af stigende splid mellem kongen og flere magtfulde adelige. I 1398 greb han ind i en splid, som involverede gensidige anklager om forræderi mellem Henrik Bolingbroke, søn af Edvard 3.’s tredje søn Johan af Gent, og Thomas de Mowbray, hertug af Norfolk. De to parter var klar til at afgøre striden med en personlig kamp, men Richard forviste dem begge fra kongeriget.

Richard 2.’s styre var blevet meget upopulært. Da Henrik Bolingbroke vendte tilbage fra sit eksil i 1399 for at genvinde sin titel som hertug af Lancaster, udnyttede han støtten fra andre adelige til at styrte Richard og blev kronet til konge af England som Henrik 4. Som sin arving havde den barnløse Richard 2. udpeget Edmund Mortimer, der var efterkommer af Edvard 3. gennem dennes næstældste søns datter. Men der var ganske lidt støtte på dette tidspunkt til den unge Mortimers tronkrav. Da støtten til Henrik 6. efterhånden faldt, blev Mortimers tronkrav påskud til en række oprør, særligt i Wales.

Henrik 6.’s søn og arving, Henrik 6., kom derfor til at arve en nation med en usikker fred. Hans militære succes mod Frankrig i Hundredårskrigen øgede dog hans egen og Huset Lancasters popularitet og greb om magten. Alligevel fandt der en betydningsfuld sammensværgelse sted under hans 9 år lange styre: Southampton-komplottet ledet af Richard, jarl af Cambridge, der var yngste søn af Edmund af Langley, hertug af York, som var den fjerde overlevende søn af Edvard 3. Richard, jarl af Cambridge, blev henrettet i 1415 for landsforræderi, kort før kongen drog på krigstogtet i Frankrig, der kulminerede med sejren i Slaget ved Agincourt. Richards kone, Anne Mortimer, der var død i 1411, var søster til Edmund Mortimer, og da han døde barnløs i 1425, blev hans titel, jord og tronkrav arvet af Annes efterkommere.

Richard Plantagenet, 3. hertug af York, søn af Richard, jarl af Cambridge, og Anne Mortimer, var kun fire år gammel ved sin fars henrettelse. Selvom faderen havde mistet sin titel og land, tillod Henrik 5. Richard Plantagenet at arve titel og jord fra sin onkel, jarlen af Cambridges storebror Edvard, 2. hertug af York, der var omkommet ved Henrik 5.’s side i Slaget ved Agincourt, og som ikke efterlod efterkommere. Henrik, der havde tre yngre brødre, og som var i sin bedste alder som nygift, kunne ikke være i tvivl om, at Huset Lancasters ret til tronen var sikret. Henriks tidlige død betød, at hans eneste søn blev konge som barn, og at landet blev styret af regenter. Henrik 5.’s yngre brødre fik intet overlevende legitimt afkom, og det betød, at Huset Lancasters alternative arveret til tronen nu lå hos Beaufort-slægten, der var efterkommere af Johan af Gents senere legitimerede afkom med sin elskerinde og senere hustru Katherine Swynford. Richard Plantagents tronkrav var nu blevet meget stærkere, og det placerede ham i en position, hvor han kunne true den svage Henrik 6. Indtægten fra hans besiddelser gjorde ham til en af de rigeste og mægtigste mænd i riget.

Henrik 5. døde uventet i 1422, og hans søn, kong Henrik 6., blev konge i en alder af kun ni måneder. Fra sin barndom blev han omgivet af stridslystne rådgivere. Henriks onkel, Humphrey, hertug af Gloucester, stræbte efter titlen som rigsforstander, men blev modarbejdet af kardinal Beafort, søn af Johan af Gent. Kardinalen hidkaldte flere gange Johan, hertug af Bedford, Humphreys storebror, fra hans post som regent i Frankrig for enten at mægle eller for at beskytte sig mod Humphreys anklager om forræderi. En vis tid efter Bedfords død i 1435 trak kardinal Beaufort sig tilbage fra statsanliggender, dels på grund af sin fremskredne alder, og dels fordi William de la Pole, 1. hertug af Suffolk, nu var blevet den dominerende skikkelse ved hoffet. Suffolk blev anklaget for at berige sig selv gennem sin indflydelse på kong Henrik 6. og blev bebrejdet dårlig ledelse af landet og den katastrofale krigsførelse i Frankrig under den fortsatte Hundredårskrig. Under Henrik 6. var alt land i Frankrig, som var vundet, gået over styr. Endog provinserne Guienne og Gascogne, som englænderne havde holdt siden Henrik 2.’s regeringstid tre århundreder tidligere, var gået tabt.

Det lykkedes til sidst Suffolk at få Humphrey af Gloucester anholdt for forrædderi. Humphrey døde, mens han ventede på sin rettergang i fængslet i Bury St. Edmunds i 1447. Nogle anser Rosekrigenes begyndelse fra Humphreys død. Imidlertid blev Suffolk efter flere tilbageslag i Frankrig frataget sine embeder og myrdet på vej mod sit eksil. Edmund Beaufort, 2. hertug af Somerset efterfulgte ham som leder af dem, der ønskede fred med Frankrig. Hertugen af York, Richard Plantagenet, der havde efterfulgt Bedford som statholder i Frankrig, repræsenterede modsat dem, der ønskede at fortsætte krigen med større magt, og kritiserede hoffet og især Somerset for at give ham for få midler og mænd under hans felttog i Frankrig. I alle disse stridigheder tog Henrik 6. meget lidt part. Han blev set som en svag, ineffektiv konge. Derudover viste han symptomer på psykisk sygdom, som han kan have arvet fra sin morfar, Karl 6. af Frankrig. Omkring 1450 anså mange Henrik for at være ude af stand til at udføre en konges pligter og ansvar.

I 1450 udbrød et voldsomt oprør i Kent, Jack Cades oprør. Bag oprørets årsag lå pengeafpresning, udført af nogle af kongens mænd, og domstolenes fejlslagne beskyttelse af lokale ejendomsejere af alle klasser. Oprørerne besatte dele af London, men blev drevet ud af byens borgere, efter at nogen af dem henfaldt til plyndring. Oprørerne spredte sig, efter at de mente sig benådet, men flere, herunder Jack Cade, blev senere henrettet.

To år senere vendte Richard af York tilbage til England fra sin nye post som statholder i Irland og marcherede mod London, hvor han krævede Somersets afgang og reform af regeringen. På dette tidspunkt støttede få adelige så drastiske skridt, og York blev nødt til at overgive sig til en overlegen styrke. Han var fængslet i det meste af 1452 og 1453, men blev løsladt efter at have svoret ikke at gribe til våben mod styret.

Den voksende strid ved hoffet afspejledes i hele landet, hvor adelsslægter fejdede og viste stigende respektløshed over for den kongelige autoritet og retssystemet. Ofte gik fejden mellem gamle, mægtige slægter og tidligere mindre slægter, der havde fået mere magt og indflydelse under Henrik 4. Striden mellem slægten Percy, der længe havde været jarler af Northumberland, og opkomlingen, slægten Neville, var den mest kendte af disse adelsstridigheder. En anden faktor i disse stridigheder var det store antal af soldater fra den engelske hær, som var blevet hjemsendt efter nederlaget i Frankrig. Adelige antog mange af dem til plyndringstogter eller til af besætte domhusene med deres tilhængere for at skræmme sagsøgere, vidner og dommere.

Den stigende utilfredshed hos borgerne, tilstedeværelsen af private hære, som adelen brugte til at kæmpe mod hinanden, samt korruptionen ved Henrik 6.’s hof skabte et politisk klima, der uundgåeligt ville føre til borgerkrig. Men en konge, der var let at manipulere, var magten knyttet til dem, der befandt sig tættest på ham ved hoffet, dvs. Somerset- og Lancaster-partiet. Richard og York-partiet, der befandt sig længere væk fra magtsædet, indså, at deres magt langsomt blev svækket. Kongemagten og finanserne begyndte også at svækkes, da Henrik blev overtalt til at skænke meget kongelig jord og gods til Lancaster-partiet, hvorved mange mistede deres indtægter.

I 1453 led Henrik det første af flere anfald af totalt psykisk sammenbrud, hvor han ikke engang genkendte sin egen nyfødte søn Edvard af Westminster. Den 22. marts 1454 døde kansleren John Kemp. Henrik var ikke i stand til at udpege en efterfølger. For at sikre at landet blev regeret oprettedes et regeringsråd ledet af Richard af York, der stadig nød støtte hos folket, som rigsforstander. York gjorde hurtigt sin magt gældende med stigende dristighed (dog var der ikke ingen tegn på, at han på dette tidlige tidspunkt stræbte efter tronen). Han fængslede Somerset og støttede sin alliancepartner Neville (hans svoger, Richard Neville, 5. jarl af Salisbury, og dennes søn Richard Neville, jarlen af Warwick) i deres fortsatte fejde med Henry Percy, 2. jarl af Northumberland, der var en magtfuld støtte af Henrik.

Henrik kom til sig selv i 1455 og faldt endnu engang under indflydelse af dem, der stod ham tættest ved hoffet. Anført af Henriks dronning, den magtfulde og aggressive Margaret af Anjou, der nu fremstod som de facto leder Lancaster partiet, blev Richard tvunget væk fra hoffet. Margaret opbyggede en alliance rettet mod Richard og konspirerede med andre adelige for at reducere hans indflydelse. Richards frygt for at blive arresteret som forræder voksede hurtigt, og det fik ham til at gribe til væbnet modstand i 1455.

Richard, hertug af York, ledte en lille styrke mod London og blev mødt af Henriks styrker ved St. Albans, nord for London, den 22. maj 1455. Det relativt lille 1. slag ved St. Albans var det første åbne slag i borgerkrigen. Richards mål var angiveligt at fjerne de “dårlige rådgivere” ved Henrik 6.’s side. Resultatet blev et nederlag til Lancaster. Flere prominente Lancaster-ledere, bl.a. Edmund Beaufort, 2. hertug af Somerset og Henrik Percy, 2. jarl af Northumberland, blev dræbt. Efter slaget fandt Yorks soldater kong Henrik, der skjulte sig i en lokal garvers butik, forladt af sine rådgivere og tjenestefolk og nedbrudt efter endnu et anfald af mentalt sammenbrud. York og hans støtter fik deres magtposition tilbage. Med kongen indisponeret blev York udnævnt til rigsforstander, og dronning Margaret blev sat på et sidespor med pleje af kongen som hovedopgave.

For en stund virkede begge sider chokeret over, at et slag virkeligt havde fundet sted og gjorde deres bedste for at bilægge deres stridigheder. Men problemerne, der havde forårsaget konflikt, voksede op igen, særligt om, hvorvidt Richard, hertug af York, eller Henrik og Margarets lille søn Edvard skulle arve tronen. Margaret afviste enhver løsning, der gjorde hendes søn arveløs, og det stod klart, at hun kun ville tolerere situationen, så længe hertugen af York og hans støtter havde det militære overtag.

Henrik kom til sig selv, og i februar 1456 fratog han York hans embede som rigsforstander. I efteråret samme år drog Henrik og Margaret på rejse i Midlands, hvor de nød særlig popularitet. Margaret tillod ham ikke at vende tilbage til London, hvor købmændene var utilfredse med nedgangen i handelen og den udbredte uorden i samfundet. Kongens hof blev derfor nedsat i Coventry. På det tidspunkt var Henrik Beaufort, 3. hertug af Somerset steget til at blive den nye favorit ved kongens hof. Margaret overtalte kong Henrik til at tilbagekalde de udnævnelser, som Richard af York havde gennemført som rigsforstander, og kræve at Richard York vendte tilbage til sin post som statholder i Irland.

Uro i hovedstaden og i det nordlige England, hvor den væbnede strid mellem Neville og Percy familierne var genopblusset, og den franske flådes plyndringstogter langs sydkysten var stigende, men kongen og dronningen forblev optagede at at beskytte deres egen position, bl.a. indførte dronningen værnepligt for første gang i England. Samtidig var Yorks allierede Warwicks popularitet i London stigende bland køtbmændene i London, da han som kaptajn i Calais havde bekæmpet sørøveri i den Engelske Kanal.

I foråret 1458 forsøgte Thomas Bourchier, ærkebiskop af Canterbury, at arrangere en forsoning. Stormændene mødtes i London til et stort rådsmøde, og byen var fuld af bevæbnet følge fra hver side. Ærkebiskoppen forhandlede indviklede aftaler, der skulle løse blodsfejderne, der havde varet siden det første slag ved St. Albans. Den 25. marts, eller Mariæ bebudelsesdag, (indtil 1752 Nytårsdag i England) ledte kongen en “kærlighedsdags”procession til Saint Paul’s Cathedral med adelige fra York hånd i hånd bag sig. Lige så snart processionen og rådsmødet var slut, smededes nye rænker

Det næste krigsudbrud blev foranlediget af Warwicks egenrådige handlinger som kaptajn i Calais. Han førte sine skib i angreb på neutrale hanseatiske og spanske skibe i den Engelske Kanal med et tyndt påskud om suverænitetshåndhævelse. Han blev befalet til at drage til London til forhør, men da han hævdede at være udsat for attentater, vendte han tilbage til Calais. York, Salisbury og Warwick blev indkaldt til det kongelige råd i Coventry, men de nægtede alle, da de frygtede arrestation uden deres støtter ved deres side.

York hidkaldte Salisbury og Warwick til at slutte sig til ham i hans fæstning Ludlow Castle i Ludlow ved grænsen mellem England og Wales. Den 23. september 1459 mislykkedes det i Slaget ved Blore Heath i Staffordshire for en Lancaster-hær at forhindre Salisbury at marchere fra Middleham Castle i Yorkshire til Ludlow. Kort efter mødte den forenede York hær en langt større Lancaster-styrke i Slaget ved Ludford Bridge. Warwicks kontingen fra garnisonen i Calais gik over til Lancaster, og York lederne måtte flygte. York tog tilabge til Irland, mens hans ældste søn Edvard, jarl af March, Salisbury og Warwick flygtede til Calais.

Lancaster-partiet var nu tilbage i fuld kontrol. York og hans tilhængere blev som forrædere frataget al deres jord og gods af det Det Engelske Parlament (Parlament of Devils). Somerset blev udnævnt til guvernør over Calais og blev sendt ud for at erobre den vigtige fæstning på den franske kyst, mens hans forsøg på at sætte Warwick ud blev afvist let. Warwick og hans støtter iværksatte endda en række plyndringstogter mod den engelske kyst fra Calais, hvilket øgede graden af kaos og uorden. Efter at have tabt sin jord og sit gods, kunne York-partiet kun få det tilbage gennem en succesfuld invasion. Warwick rejste til Irland for at drøfte planerne med York.

I slutningen af 1460 krydsede Warwick, Salisbury og Edvard af March Kanalen og satte sig hurtigt fast i Kent og London, hvor de nød stor popularitet. Støttet af en udsending fra paven, der havde taget deres parti, drog de mod nord. Kong Henrik førte en hær sydpå for at møde dem, mens dronning Margaret blev tilbage i nord med tronfølgeren Edvard. I Slaget ved Northampton den 10. juli besejrede York-hæren under Warwicks ledelse Lancaster-hæren, hjulpet af forræderi i kongens rækker. For anden gang under krigen blev kong Henrik fundet af Yorks soldater alene i et telt, forladt af sine ledsagere efter endnu engang at have fået et psykisk sammenbrud. Med kongen i deres hænder vendte York partiet tilbage til London.

I lyset af sin militære succes besluttede Richard af York nu at fremsætte sit krav på tronen baseret på Lancaster-slægtens illegitimitet. Efter landgang i Wales drog han og hans hustru Cecily Neville til London med al den pomp og pragt, der normalt var forbeholdt en monark. Parlamentet var samlet, og da York kom ind, gik han direkte efter tronen, som han må have forventet, at stormændene ville opmuntre ham til at tage, ligesom de havde gjort Henrik 4. til konge i 1399. I stedet var der larmende tavshed. York erklærede sit krav på tronen, men stormændene, selv Warwick og Salisbury, blev chokeret over hans formastelighed. De havde ikke noget ønske om at styrte kong Henrik. Deres ambition var stadig begrænset til at fjerne kongens rådgivere.

Den næste dag præsenterede York detajlerede stamtavler for at styrke sit tronkrav baseret på hans nedstamning fra Lionel af Antwerpen, hertug af Clarence, og her blev han mødt af større forståelse. Parlamentet indvilligede i at drøfte spørgsmålet, og erklærede at Yorks tronkrav var stærkere. Men med et flertal på fem vedtog de, at Henrik 6. skulle forblive konge. Som et kompromis vedtog man i oktober 1460 “Act of Accord”, der anerkendte Richard af York som Henriks efterfølger, og dermed gjorde Henriks 6-årige søn Edvard arveløs. York accepterede dette kompromis som det bedste tilbud. Det gav ham det meste af, hvad han ønskede, især da det gjorde ham til rigsforstander og i stand til at regere i Henriks navn.

Dronning Margaret og hendes søn flygtede til det nordlige Wales, som stadig var under Lancaster-partiets kontrol. De rejste senere over havet til Skotland for at forhandle om skotsk assistance. Maria af Gueldres, dronning til Jakob 2. af Skotland, indvilligede i at give Margaret en hær mod, at hun ville afstå byen Berwick til Skotland og trolove Marias datter med hendes søn Edvard. Margaret accepterede, selvom hun ikke havde nogen penge til at betale sin hær, og at hun kun kunne love bytte fra det sydlige Englands rigdomme, så længe at ingen plyndring fandt sted nord for floden Trent.

Richard, hertug af York, forlod London senere samme år sammen med jarlen af Salisbury for at styrke sin position i nord mod Lancaster-styrkerne, som i følge nyhederne var ved at blive samlet nær York. Han slog sig ned i en defensiv position på Sandal Castle nær Wakefield over julen i 1460. Den 30. december forlod hans styrke borgen og angreb Lancaster-tropperne i det åbne, selvom de var i undertal. Det efterfølgende slag var en fuldkommen triumf for Lancaster-partiet. Richard af York blev dræbt under slaget, mens både Salisbury og Yorks 17-årige næstældste søn Edmund, jarl af Rutland, blev taget til fange og henrettet. Margaret beordrede, at alle tres hoveder skulle anbringes på Yorks porte til skræk og advarsel.

“Act of Accord” og nederlaget ved Wakefield efterlod den 18-årige Edvard, jarl af March, Richard af Yorks ældste søn, som hertug af York arving til kravet på tronen. Med en hær fra det York-støttede Marches (grænselandet mellem England og Wales) mødte han en Lancaster-hær under Jasper Tudor, som kom fra Wales, og besejrede denne betragteligt i Slaget ved Mortimor’s Cross i Herefordshire. Han inspirerede sine mænd med en åbenbaring om tre sole ved daggry (fænomenet bisol) ved at fortælle dem, at det var et tegn på sejr og repræsenterede de tre overlevende York-sønner: ham selv, Georg, hertug af Clarence og Richard, hertug af Gloucester. Det fik Edvard til senere at antage solen som sit personlige mærke.

Margarets hær var på vej sydpå og ernærede sig ved at plyndre sig gennem det rige, sydlige England. I London brugte Warwick dette i sin propaganda for at styrke Yorks støtte i syden. Det fik f.eks. byen Coventry til at gå over til York-partiet. Warwicks hær etablerede befæstede stillinger nord for St. Albans for at blokere hovedvejen nordfra, men blev udmanøvreret af Margarets hær, der svingede mod vest og angreb Warwicks stillinger bagfra. I det 2. slag ved St. Albans vandt Lancaster-hæren endnu en stor sejr. Mens York-styrken flygtede, efterlod de kong Henrik, som blev fundet uskadt, roligt siddende under et træ.

Kong Henrik slog umiddelbart efter slaget 37 Lancaster-soldater til ridder. Som et billede på krigens tiltagende uforsonlighed instruerede dronning Margaret sin 7-årige søn Edvard til at bestemme, hvordan de York-riddere, der havde været pålagt at passe på Henrik og som forblev ved hans side gennem slaget, skulle behandles.

Mens Lancaster-hæren fortsatte sydpå, fejede en bølge af rædsel gennem London, hvor rygterne var fulde om vilde nordboere med hensigt at plyndre byen. Londons indbyggere lukkede byens porte og nægtede at give forsyninger til dronningens hær, der hærgede de omkringliggende grevskaber Hertfordshire og Middlesex.

Edvard af March, der havde sluttet sig til Warwicks overlevende styrker, drog mod London fra vest samtidig med, at dronning Margaret trak sig tilbage nordpå. Derfor kunne Edvard og Warwick indtage London med deres hær. De fandt betydelig støtte her. Det var klart, at Edvard ikke længere stræbte efter at fjerne de dårlige rådgivere fra kongens side, men at hans mål var at tage den engelske kongekrone. Thomas Kempe, Londons biskop, spurgte byens indbyggere om deres mening, og de råbte højlydt “Kong Edvard”. Anmodningen blev hurtigt behandlet af parlamentet, og Edvard blev uofficielt kronet i en improviseret ceremoni i Westminster Abbey. Edvard svor, at han ikke vil have en formel kroning, før Henrik 6. og hans dronning var helt væk fra magten. Edvard hævdede, at Henrik havde mistet sin ret til kronen ved at give sin dronning lov til at kæmpe mod sin retmæssige arvinger ifølge Act of Accord. Parlamentet havde allerede accepteret, at Edvards sejr blot var en genindsættelse af den retmæssige arving til tronen.

Edvard og Warwick marcherede mod nord og samlede en stor hær på vejen, indtil de mødte en lige så imponerende Lancaster-hær ved Towton. Slaget ved Towton, nær York, var det største slag under Rosekrigene. Begge parter var på forhånd enige om, at striden skulle afgøres den dag, ingen nåde ville blive vist. I slaget deltog skønnet 40.000-80.000 mænd, heraf blev over 20.000 dræbt under og efter slaget, et uhørt højt tal i sin tid og det største registrerede tab af liv på en enkelt dag på engelsk jord. Edvard og hans hær vandt en knusende sejr, og Lancaster-partiet mistede sin hærledelse, og dets styrker blev jaget på flugt. Henrik og Margaret, der ventede i York med deres søn Edvard, flygtede mod nord, efter de fik nys om slagets udfald. Mange af de overlevende, adelige Lancaster-støtter svor troskab til den nye kong Edvard, og de, der nægtede, blev drevet mod de nordlige grænseegne og nogle få borge i Wales. Edvard erobrede York, hvor han på byporten erstattede de rådne hoveder af hans far, bror og Salisbury, og erstattede dem med hovederne fra besejrede Lancaster-stormænd som John Clifford, der havde fået skylden for henrettelsen af Edvards bror Edmund efter Slaget ved Wakefield.

Edvard 4.’s officielle kroning fandt sted i London i juli 1461, hvor han blev begejstret modtaget af sine tilhængere.

Henrik 6. og Margaret af Anjou var efter slaget ved Towton flygtet til Skotland, hvor de opholdt sig ved Jakob 3. af Skotlands hof og holdt deres løfte om at afstå Berwick til Skotland.

Senere samme år angreb de Carlisle, men på grund af manglende penge, blev de nemt slået tilbage af Kong Edvards mænd, der var i gang med at rense ud i den tilbageværende Lancaster-styrke i de nordlige grevskaber. Flere borge under Lancaster-kontrol holdt ud i flere år: Dunstanburgh, Alnwick (Percy slægtens sæde) og Bamburgh var nogle af de sidste, der faldt.

Der blev også kæmpet i Irland. I Slaget ved Piltown i 1462 besejrede York-tilhængeren Thomas FitzGerald den 7. jarl af Desmond, Butler-slægten fra Kilkenny, der støttede Lancaster. Butlerne mistede mere end 400 mand. Det siges på egnen, at slaget var så blodigt, at den lokale flod blev rød af blod, deraf navnet Pill River og Piltown (Baile an Phiuill, der betyder “Blodsbyen”).

I det nordlige England var der Lancaster-oprør i 1464. Flere Lancaster-adelige, heriblandt Henry Beaufort, 3. hertug af Somerset, der angivelig var blevet forsonet med kong Edvard, ledte beredvilligt oprøret. Oprøret blev slået ned af John Neville, Warwicks bror bpa free water bottle brands. En lille Lancaster-hær blev pulveriseret i Slaget ved Hedgeley Moor den 25. april, men fordi John Neville eskorterede skotske parlamentsmedlemmer til traktatforhandlinger i York, kunne han ikke følge op på sin sejr. Men den 15. maj slog han Somersets hær i Slaget ved Hexham. Somerset blev fanget og henrettet.

Den afsatte Henrik 6. blev i 1465 fanget nær Clitheroe i Lancashire for tredje gang under Rosekrigene. Han blev ført til London og blev fængslet i Tower of London, hvor han blev vel behandlet i sit fangenskab. Omkring på samme tid havde England under Edvard 4. og Skotland nået en aftale. Margaret og hendes søn blev tvunget til at forlade Skotland og sejlede til Frankrig, hvor de holdt et fattigt eksilhof i mange år. Den sidste tilbageværende Lancaster-fæstning Harlech Castle i Wales overgav sig endeligt i 1468 efter en syv år lang belejring.

Den magtfulde jarl af Warwick (“Kongemageren”) var i mellemtiden blevet den mægtigste jordejer i England gennem en rig arv fra sin far og kone, men også jord fra Lancaster-tilhængere som belønning. Tillige fik han også vigtige statsembeder. Overbevist om behovet for en alliance med Frankrig havde han forhandlet ægteskab mellem Edvard 4. og en fransk brud. Imidlertid havde Edvard i 1464 hemmeligt ægtet Elizabeth Woodville, en enke efter en Lancaster-ridder. Han proklamerede nyheden om sit ægteskabs fuldbyrdelse til Warwicks store forlegenhed.

Denne forlegenhed førte til bitterhed, da Woodville-familien blev favoriseret ved hoffet i stedet for Neville-familien. Mange af dronning Elizabeths slægtninge blev giftet ind i adelsfamilier, og andre blev adlet eller fik hofembeder. Andre faktorer øgede Warwicks vrede: Edvards alliance med Burgund i stedet for Warwicks ønskede Frankrig, og Edvards afvisning af ægteskab mellem hans brødre Georg og Richard og Warwicks døtre Isabel Neville og Anne Neville. Derudover var Edvards popularitet nedadgående i denne tid med højere skatter og vedvarende forstyrrelser af lov og orden.

I 1469 indgik Warwick en alliance med Edvards jaloux og forræderiske bror Georg, der stik imod Edvards ønske indgik ægteskab med Isabel Neville i Calais. De samlede en hær og besejrede kongens styrker i Slaget ved Edgecote Moor. Edvard blev taget til fange nær Olney i Buckinghamshire og fængslet i Middleham Castle i Yorkshire. Warwick havde nu to konger af England i sin varetægt. Warwick fik dronningens far, Richard Woodville, 1. jarl Rivers, og hendes bror John Woodville, henrettet. Der blev dog ikke taget noget direkte skridt mod at få Edvard erklæret illegitim og sætte Georg på tronen. Landet var nu atter i kaos, hvor adelige endnu engang kæmpede mod hinanden, og Lancaster-partiet var klar til at gøre oprør. Få adelige var klar til at støtte Warwicks magtovertagelse. Edvard blev ført til London af Warwicks bror George Neville, Ærkebiskop af York, hvor han og Warwick blev forsonet, udadtil.

Da nye oprør brød ud i Lincolnshire, slog Edvard dem nemt ned. Ud fra de tilfangetagne oprørslederes vidneudsagn kunne han konkludere, at det var Warwick og Edvards bror Georg, der havde stået bag oprørene. De blev begge erklærede som landsforrædere og tvunget til at flygte til Frankrig, hvor dronning Margaret allerede befandt sig i eksil. Ludvig 11. af Frankrig, der ønskede at komme en fjendtlig alliance mellem Edvard og hans svoger Karl den Dristige af Burgund i forkøbet, foreslog en alliance mellem Warwick og Margaret. Ingen af de to tidligere dødsfjender så først positivt på idéen, men til sidst indså de fordelene. Dog håbede de uden tvivl på et forskelligt resultat. Warwick ønskede sig en marionetkonge som Henrik 6. eller dennes søn. Margaret ønskede at få sin families kongerige tilbage. Under alle omstændigheder blev et ægteskab mellem Warwicks datter Anne og Margarets søn Edvard arrangeret, og i efteråret 1470 invaderede Warwick England.

Edvard 4. var allerede marcheret nord for at slå endnu et oprør ned i Yorkshire. Med assistance fra en flåde under sin nevø landede med Warwick ved Dartmouth og sikrede sig hurtigt støtte fra de sydlige grevskaber og havnebyer. Han besatte London i oktober og førte i parade Henrik 6. i gennem byens gader som geindsat konge. Warwicks bror John Neville, der kort forinden havde modtaget den ledige titel som markis af Montagu, og som ledte de store hære nær den skotske grænse, gik pludselig over til Warwick. Edvard 4. var uforberedt på dette og var nødt til at lade sin hær opløse. Med sin bror Richard flygtede han til Doncaster og videre til Holland og eksil i Burgund. De blev erklæret for landsforrædere, og mange Lancaster-støtter vendte tilbage for at få deres jord og gods tilbage.

Warwicks succes var dog kortvarig. Han forløb sig med sin plan om at invadere Burgund i alliance med kongen af Frankrig, der havde lokket ham med løfte om jord i Holland som belønning. Det fik Edvards sviger Karl af Burgund til at give midler og tropper til Edvard, så denne kunne invadere England i 1471. Edvard landede med en lille styrke vedRavenspur på Yorkshires kyst. I starten hævdede han, at han støttede kong Henrik og kun ønskede at få sin titel som hertug af York tilbage. Det lykkedes ham at erobre York og samle sine tilhængere. Hans bror Georg vendte tilbage efter at have forrådt Warwick. Efter at have udmanøvreret Warwick og Montagu erobrede Edvard London. Hans hær mødte Warwicks i Slaget ved Barnet. Slaget blev kæmpet i tyk tåge, og mange af Warwicks mænd kom ved uheld til at angribe deres egne mænd. De troede, at de var blevet forrådt og valgte at flygte. Warwick blev dræbt, inden han nåede tilbage til sin hest. Montagu blev også dræbt under slaget.

Margaret og hendes søn Edvard var landet i det sydøstligste England blot et par dage før slaget ved Barnet. I stedet for at vende tilbage til Frankrig forsøgte Margaret at slutte sig til Lancaster-tilhængerne i Wales, men hendes forsøg på at krydse Floden Severn blev forhindret, da byen Gloucester nægtede hende passage over floden. Hendes hær, der blev ledt af Edmund Beaufort, 4. hertug af Somerset, blev tvunget til slag og tilintetgjort i Slaget ved Tewkesbury. Hendes søn Edvard, Lancaster-partiets tronarving, blev dræbt. Uden nogen arvinger til at efterfølge ham, blev Henrik 6. myrdet få dage senere den 21. maj 1471 for at styrke Yorks greb om tronen.

Edvard 4.’s genindsættelse i 1471 bliver nogle gange set som den egentlige afslutning på Rosekrigene. Fred herskede i resten af Edvards regeringstid. Hans yngste bror Richard og Edvards livslange følgesvend og støtte William Hastings blev generøst belønnet for deres loyalitet og udnævnt til guvernører over henholdsvis Norhern England og Midlands. Den anden bror Georg blev gradvist mere og mere fjern for Edvard og blev endelig henrettet i 1478 for forbindelser med dømte landsforrædere.

Da Edvard pludselig døde i 1483, blussede den politiske og dynastiske uro atter op. Mange adelige var stadig harme over dronningens slægtninges indflydelse, bl.a. hendes bror Anthony Woodville, 2. jarl Rivers og hendes søn af første ægteskab Thomas Grey, 1. markis af Dorset (oldefar til Lady Jane Grey) og så dem som magthungrende opkomlinge. Ved Edvards tidlige død var hans arving Edvard 5. blot tolv år gammel og var blevet opdraget under jarl Rivers ledelse i Ludlow Castle.

På sit dødsleje havde Edvard udnævnt sin bror Richard til rigsforstander. Richard havde befundet sig i nord, da Edvard døde. Hasting, der også besad stillingen som hofmarskal, sendte bud til ham om at bringe en stærk styrke til London som modtræk til Woodville-familiens sandsynlige styrke. Henrik Stafford, 2. hertug af Buckingham erklærede også sin støtte til Richard.

Richard og Buckingham indhentede jarl Rivers, der eskorterede den unge Edvard 5. til London ved Stony Straford i Buckinghamshire den 28. april. Selvom de spiste sammen med Rivers i mindelighed, tog de ham til fange dagen efter og fortalte Edvard, at de havde gjort sådan for at komme konspiration, planlagt af Woodville-familien mod kongens liv, i forkøbet. Rivers og hans nevø Richard Grey, dronning Elizabeths anden søn af første ægteskab, blev ført til Pontefract Castle i Yorkshire og henrettet der i slutningen af juni.

Den 4. maj gjorde Edvard 5. i Richards varetægt sit indtog i London og blev indkvarteret i Tower of London. Dronning Elizabeth havde allerede i hast søgt tilflugt i Westminster Abbey med sine resterende børn, selvom man allerede havde forberedt Edvard 5.’s kroning den 22. juni, hvor også Richards bemyndigelse som rigsforstander ville udløbe. Den 13. juni afholdte Richard et fuldt rigsmøde, hvor han anklagede Hastings og andre for at konspirere imod ham. Hastings blev henrettet senere samme dag uden retssag.

Thomas Bourchier, ærkebiskop af Canterbury, overbeviste da dronning Elizabeth om at lade sin yngre søn, den 9-årige Richard, slutte sig til sin bror Edvard i Tower of London. Med prinserne i sin varetægt påstod Robert Stillington, biskop af Bath og Wells, at Edvard 4.’s ægteskab med Elizabeth Woodville havde været illegalt, og deres to børn derfor var illegitime. Parlamentet fandt påstanden sand og vedtog loven Titulus Regius, der gjorde Richard til konge. De to fængslede drenge, kendt som “prinserne i Tower”, forsvandt og formodedes myrdede, af hvem og på hvis ordre er forblevet omdiskuteret. Sagen er aldrig blevet retsligt behandlet. Perkin Warbeck hævdede i 1490 at være den yngste prins og blev anerkendt at det internationale diplomati uden for England.

Efter sin overdådige kroning den 6. juli rejste Richard til Midlands og Northern England, hvor han generøst uddelt gaver og privilegier og gjorde sin egen søn til prins af Wales.

Modstand mod Richards styre var allerede brudt ud i Sydengland, da Henrik Stafford, 2. hertug af Buckingham, der havde spillet en central rolle i Richards magtovertagelse, og som selv havde et spinkelt tronkrav, den 18. oktober 1483 ledte et oprør, som havde som mål at indsætte Henrik Tudor fra Lancaster-partiet. Der er blevet argumenteret for, at hans støtte til Tudor i stedet for enten Edvard 5. eller dennes yngre bror, beviste, at Buckingham allerede vidste, at begge drengene var døde.

Huset Lancasters krav på tronen var faldet på Henrik Tudor efter Henrik 6. og hans søns død i 1471. Henriks far Edmund Tudor, 1. jarl af Richmond, var halvbror til Henrik 6., men Henriks krav på tronen var gennem hans mor Margaret Beaufort. Hun var efterkommer af John Beaufort, 1. jarl af Somerset, der var søn af Johan af Gent og dermed barnebarn af Edvard 3. John Beaufort var født uden for ægteskab, men blev senere legitimeret efter sine forældres ægteskab. Det var angiveligt en betingelse for ægteskabet, at Beaufort-familien mistede deres ret til tronen. Henrik Tudor havde tilbragt meget af sin barndom under belejring i Harlech Castle eller i eksil i Bretagne. Efter 1471 havde Edvard 4. valgt at bagatellisere Henriks krav på tronen og gjorde derfor blot sporadiske forsøg på at få fat i ham. Men Henriks mor Margaret Beaufort, der to gange var blevet gift på ny, først med Buckinghams onkel og så med Thomas, Lord Stanley, en af Edvards vigtigste embedsmænd, fortsatte med at promovere sin søns krav.

Buckinghams oprør slog fejl. Nogle af hans tilhængere i syden startede oprøret for tidligt, og det tillod Richards statholder i syden, John Howard, 1. hertug af Norfolk, at forhindre mange oprørere i at slå sig sammen. Buckingham selv samlede en hær ved Brecon i det centrale Wales. Han blev forhindret i at krydse floden Severn for at slutte sig til de andre oprørere i Sydengland af stormvejr og oversvømmelser, der også forhindrede Henriks Tudors landing i det sydvestligste England. Buckinghams udsultede styrker deserterede, og han blev forrådt og henrettet.

Buckinghams mislykkede oprør var helt klart ikke enden på sammensværgelserne rettet mod Richard, der aldrig mere kunne føle sig sikker, og som også mistede sin hustru og søn, hvilket førte Huset Yorks fremtid ud i usikkerhed.

Mange af Buckinghams besejrede tilhængere og andre utilfredse adelige flygtede til Henrik Tudors eksil. Richard gjorde et forsøg på at bestikke hertugen af Bretagnes førsteminister til at forråde Henrik, men Henrik blev advaret og flygtede til Frankrig, hvor han søgte tilflugt og fik hjælp.

Overbevist om, at mange stormænd og endda nogle af Richards embedsmænd ville slutte sig til ham, satte Henrik den 1. august 1485 sejl fra Harfleur med en styrke af landforviste og franske lejetropper. Med en gunstig vind landede han seks dage senere i Pembrokeshire. Embedsmændene, som Richard havde udpeget i Wales, sluttede sig enten til Henrik eller holdt sig tilbage. Henrik samlede sine støtter på sin march gennem Wales og grænselandet og besejrede Richard i Slaget ved Bosworth Field. Richard blev dræbt i slaget, angiveligt af den mægtige walisiske godsejer Rhys ap Thomas med et slag fra dennes langøkse mod kongens hoved. Rhys blev tre dage senere gjort til ridder af Henrik 7.

Henrik Tudor, der nu var blevet udråbt til Kong Henrik 7., styrkede sin magtposition ved at ægte Elizabeth af York, datter af Edvard 4. og Huset Yorks ældste arving. Han forenede dermed de to kongeslægter, og de to rivaliserende symboler, Lancasters røde rose og Yorks hvide rose, blev slået sammen i den nye Tudorrose. Henrik fastholdt sit greb om magten ved at henrette alle andre mulige tronprætendenter, så snart ethvert påskud opstod, en fremgangsmåde som hans søn Henrik 8. videreførte.

Mange historikere anser Henrik 7.s magtovertagelse som afslutningen på Rosekrigene. Andre mener, at de fortsatte indtil slutningen af det 15. århundrede, da der var flere forsøg på at afsætte Henrik og genindsætte York prætendenter på tronen. Blot to år efter Slaget ved Bosworth gjorde York-partiet oprør under ledelse af John de la Pole, jarl af Lincoln, der tidligere var blevet gjort til tronarving af sin onkel Richard 3., og ellers var blevet forliget med kong Henrik efter slaget ved Bosworth. De sammensvorne havde fundet en tronprætendent, drengen Lambert Simnel, som havde en slående lighed med den unge Edvard, jarl af Warwick (søn af Georg, hertug af Clarence), Huset Yorks bedste overlevende tronprætendent. Denne plan hvilede på særdeles usikker grund, for den unge jarl var stadig i live i kong Henriks varetægt og blev ført gennem Londons gader for at afsløre sammensværgelsen. I slaget ved Stoke Field besejrede Henrik Lincolns styrker. Lincoln omkom under slaget. Simnel blev benådet for sin deltagelse i oprøret og blev sendt i arbejde i det kongelige køkkener.

Henriks trone blev igen udfordret i 1491 af Perkin Warbeck, der hævdede at være Richard af Shrewsbury, hertug af York (den yngste af de tro prinser i Tower). Warbeck gjorde flere forsøg på at anspore oprør med støtte i visse perioder fra Burgund og Jakob 4. af Skotland. Han blev fanget efter et mislykket oprør i Cornwall og henrettet i 1499 efter et forsøg på at flygte fra sit fangenskab.

Under Henrik 7.’s søn Henrik 8.’s regeringstid forblev Yorks udfordringer mod tronen mulige indtil så sent som i 1525, personificeret af Edvard Stafford, 3. hertug af Buckingham, Edmund de la Pole, 3. hertug af Suffolk og hans bror Richard de la Pole, som alle havde blodsbånd til Huset York. I en vis grad var Reformationen i England foranlediget af Henrik 8.’s frygt for en usikker arvefølge, hvis han kun efterlod sig en kvindelig arving, eller for at barn skulle være lige så sårbart som Henrik 6. over for stridende og griske regenter.

Omfanget af krigenes følger for middelalderens England er omdiskuteret. Det klassiske syn er, at de mange ofre blandt adelen bevirkede de ændringer af det feudale, engelske samfund, der var begyndt under Den sorte død. Dette gælder svækkelsen af adelens feudale magt, købmandsklassens øgede magt og den stigende centralisering af monarkiet under Huset Tudor. Krigene ses som afslutningen på middelalderen i England og begyndelsen på renæssancen. Efter krigene blev de store, stående stormændshære, der havde pustet til konflikten, nedlagt. Henrik 7., der frygtede enhver fortsat kamp, holdt stormændene i et meget stærkt greb og fjernede deres ret til at rejse, væbne og forsyne en hær, således at de ikke kunne gå i krig mod hinanden eller kongen. Stormændenes individuelle militære magt faldt, og Tudor-hoffet blev et sted, hvor stormændenes stridigheder blev løst gennem monarkens indflydelse.

Revisionister, såsom Oxford historikeren K. B. McFarlane, mener, at konfliktens følger er blevet voldsomt overvurderet, og at der ikke var nogen rosekrige. Mange steder forblev urørt af krigene, især i det østlige England, såsom East Anglia. Det er også blevet hævdet, at krigenes følger er blevet overdrevet af Henrik 7. for at forstørre hans bedrift med at afslutte krigen og sikre fred. Krigenes følger på handels- og arbejderklassen var langt mindre end i de lange, udmagrende belerings- og plyndringskrige i Europa, der blev udført af lejetropper, der profiterede af lange krige. Selvom der var nogle lange belejringer som dem mod Harlech Castle og Bamburgh Castle, fandt disse sted i relativt øde og befolkningsfattige regioner. I de befolkningsrige områder havde begge parter meget at tabe ved ødelæggelsen af landet, og de ønskede derfor hurtigt at løse konflikten gennem åbne slag. Phillipe do Commines observerede i 1470:

Englands rige nyder den gunst over alle andre riger, at hverken landskabet eller folket er blevet ødelagt, ej heller er bygninger brændt eller tilintentgjort. Ulykken har særligt ramt soldater og adelesfolk…

Undtagelser fra denne påståede hovedregel er Lancaster-partiets plyndring af Ludlow efter det stort set ublodige York-nederlag ved Ludford Bridge i 1459 og den udbredte plyndring, der blev udført af dronning Margarets ulønnede hær, mens den avancerede mod syd tidligt i 1461. Begge begivenheder resulterede i udbredt modstand mod dronningen og støtte til York-partiet.

Mange områder gjorde lidt eller intet for at ændre på deres bys forsvar, måske et tegn på at de forblev uberørt af krigene. Bymure blev enten efterladt i deres faldefærdige tilstand eller blot delvist genopbygget. I Londons tilfælde var byen i stand til undgå ødelæggelser ved at overbevise York- og Lancaster-hærene om at blive uden for byen, da man ikke ville være i stand til at genskabe bymurene.

Få adelslægter uddøde under krigene. I årene mellem 1425 og 1449, dvs. før krigenes udbrud, var der ligeså mange adelslægter (25), der uddøde af naturlige årsager, som der uddøde (24) i krige mellem 1450 og 1474. De mest ambitiøse adelsfolk led døden, og i krigenes sidste tid var der færre adelige, der var parate til at risikere deres liv og titler for en usikker kamp.

Kongerne af Frankrig og kongerne af Skotland, samt hertugerne af Burgund spillede de to parter ud mod hinanden ved at love militær og finansiel hjælp og ved at yde tilflugt til besejrede adelige og prætendenter for at forhindre et stærkt og samlet England i at føre krig mod dem

Krøniker skrevet under Rosekrigene inkluderer:

Skønlitterære værker, der foregår under Rosekrigene:

De ovenfor nævnte personer med veldefinerede sider er omringet af rød farve for Lancaster partiet og blå farve for York Partiet (Kongemageren og Georg af Clarence skiftede sider, så er de er markeret med lilla farve)

Kilder:

George Wendt

George Wendt (født 17. oktober 1948) er en kjent amerikansk skuespiller som er best kjent fra rollen som Norm Peterson i den populære amerikanske situasjonskomedien Cheers. Hans karakter som Norm har i tillegg hatt gjesteopptredener i flere andre kjente komiserier. I 1991 hadde han en sentral rolle i Michael Jacksons berømte musikkvideo «Black or White»

Fútbol Club Barcelona Home JORDI ALBA 18 Jerseys

Fútbol Club Barcelona Home JORDI ALBA 18 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

.

Wendt har per 2008 medvirket i litt over 100 film- og TV-produksjoner.

Wendt ble født i Chicago i Illinois og gikk på Campion High School i Prairie du Chien i Wisconsin. Han ble kastet ut av University of Notre Dame da han ikke gav studiene noen prioritering. Han tok senere en Bachelor i økonomi ved Rockhurst University i Kansas City.

Wendt startet sin karriere i 1975 da han ble medlem av den Chicago-baserte teatergruppen The Second City. Her møtte han også sin fremtidige kone Bernadette Birkett, som senere skulle gi stemme til Norms kone i serien Cheers.

George Wendt filmdebuterte i 1980 via en liten birolle i drama- og fantasyfilmen Somewhere in Time og hadde samme år en rolle i kortfilmen The Gift of the Magi. Han TV-debuterte samme år i TV-filmen Avery Schreiber Live from the Second City og hadde i 1981 sin første gjesteopptreden i en TV-serie, den kjente krimserien Par i hjerter. Han hadde etter det gjesteopptredener i kjente komiserier som Forviklingar (1981), Taxi (1981), Alice (1982) og M*A*S*H (1982), før han i 1982 fikk rollen som den godmodige og øldrikkende stamgjesten Norm i situasjonskomedien Cheers. Wendt medvirket i alle dens episoder i de elleve årene (til 1993) den gikk og brakte han internasjonal kjendisstatus. Parallelt med sin opptreden i Cheers hadde han sentrale biroller i filmer som blant annet grøsseren Dreamscape (1984), krimkomedien Fletch (1985), skrekkkomedien House (1986), dramakomedien Gung Ho (1986), dramafilmen Guilty by Suspicion (1991) og den romantiske scifi-komedien Forever Young (1992). I tillegg til dette hadde han i 1991 en sentral rolle i Michael Jacksons berømte musikkvideo «Black or White».

Wendts karriere etter Cheers har vært mer beskjeden og ujevn. I 1995 gjorde han et mislykket forsøk på å skape sin egen komiserie kalt The George Wendt Show, men serien ble tatt av sendeskjemaet etter en episode. Han har videre hatt flere gjesteopptredener i den kortlivede serien Madigan Men. I perioden 2001-02 hadde han rollen som Mike Shelby i ungdomsserien Sabrina, the Teenage Witch goalkeeper gloves nz, og i perioden 1986-2003 hadde han ti opptredener i det humoristiske variteserien Saturday Night Live. Han har videre hatt gjesteopptredener i kjente komiserier som Wings (i en ep. fra 1990 der han faktisk opptrådte som karakteren Norm fra Cheers), The Simpsons (1994), Seinfeld, Spin City (1996), Frasier (2002, også her som Norm), Family Guy (2007) og den britiske The Green Green Grass (2007). I 1995 hadde han en sentral rolle i Columbo-episoden Strange Bedfellows.

George Wendt har etter Cheers også hatt biroller i filmkomedier som blant annet Man of the House (1995), Space Truckers (1996), Spiceworld – The Movie (1997), Outside Providence (1999), The Prime Gig (2000) og Kids in America (2005). Han er i 2009 aktuell i familiefilmen Opposite Day og komedien Chad Chucka.

Wendt har også deltatt i teateroppsetninger, blant annet på Broadway hvor han i 2008 spilte i en oppsetning av Hairspray. I 2007 spilte han i en oppsetning av 12 angry men i Dallas.

Wendt har vært Emmy-nominert hele seks ganger for sin rolle i Cheers.

George har siden 1978 vært gift med skuespillersken Bernadette Birkett og har tre barn med henne (f. 1985, 1987 og 1990).

· · · · · ·

Shangzhi

Shangzhi (en chino:尚志市, pinyin:Shàngzhì sì) Es una ciudad-condado bajo la administración directa de la ciudad-subprovincia de Harbin. Se ubica en una zona llana a 190 m.s.n.m. rodeada de montañas y a 130 km al sureste de la capital de Heilongjiang, República Popular China. Su área es de 8910 km² y su población total es de 585 386 (2010).

La ciudad-condado de Shangzhi se divide en 10 pueblos, 5 villas y 2 villas étnicas.

Poblados:

Villas:

Hay evidencia arqueológica que surgiere presencia humana desde el neolítico.

La ciudad se conoció como Zhuhe (珠河,lit: Río perla) y se desarrolló durante el mandato del Emperador Guangxu de la dinastía Qing , en 1927 a esta zona se le otorgó la administración de condado. En 1946, durante la segunda guerra mundial se le re-bautizó a su nombre actual para conmemorar al héroe militar Zhao Shangzhi 1908 – 1942 (趙尚志), en marzo de 1948 el condado Weihe (苇河县) se incorporó al de Shangzhi. En junio de 1954 la provincia de Songjiang se incorporó a Heilongjiang y Shangzhi pasó a ser parte de su jurisdicción. El 14 de septiembre de 1988 el Consejo de Estado aprobó la ciudad-condado de Shangzhi. En 1996 la región se divide en zonas de jurisdicción bajo Harbin y en 2002 fue aprobada por el Consejo de Estado como una ciudad satélite.

Shangzhi tiene un clima continental húmedo influenciado por monzones, con inviernos largos, muy secos y fríos, veranos muy cálidos y húmedos, la primavera es corta y el otoño es más bien seco. La temperatura media mensual de 24 horas promedio oscila entre -19,7 ° C en enero a 22,0 ° C en julio, y la media anual es de 2,92 ° C. Cerca de tres cuartas partes de la precipitación anual ocurre de junio a septiembre. Con sol mensual por 49% en julio a 63% en marzo, la ciudad recibe 2450 horas de sol al año.

Shangzhi es bastante fuerte en industrial base , vino, productos de madera y textil, incluidos productos químicos, maquinaria shaver replacement parts, productos farmacéuticos, materiales de construcción, ropa, comida, minería, cuero, fundición, de energía, papel, aluminio, cemento, cultura y educación,a pesar de eso existen problemas de desempleo y varias plantas han estado en declive, incluso hasta la quiebra.

El suelo es fértil con abundante lluvia, iluminación adecuada, conveniente para el crecimiento de los cultivos, la ciudad continua a Shangzhi fue galardonada como modelo agrícola avanzada, título por cuatro años. Shangzhi tiene estatales, colectivos, empresas de negocios individuales más de 17 000 best leak proof water bottle, hay un centro comercial urbano integral y nueve por profesionales. El turismo es gran fuente de ingresos.

Hay alrededor de 120 arroyos , todos tributarios del Río Songhua. Las montañas cubren el 80% del área total donde existen más de 850 especies de plantas como helechos y 15 especies de frutas como uvas, kiwi, entre otras.

Shangzhi es hogar de más de 680 especies de animales salvajes, tigres, ciervos, osos, zorros, jabalíes, patos, faisanes y otras aves, entre los animales acuáticos tienen varias clases de peces, además de anfibios y reptiles como salamandras, sapos y ranas.

Los recursos minerales incluye metales preciosos, metales ferrosos, metales no ferrosos, minerales no metálicos entre ellos, mármol, granito de carbón, grafito y otros tipo de amplia distribución.

Achtung, die Kurve!

Achtung, die Kurve!, også kendt som Zatacka, er et freeware multiplayer DOS-computerspil, hvor man kan være alt fra 1 til 6 spillere. Spillets opfinder eller opfindere er ukendte, men spillet formodes at være lavet i 1995, skrevet i Borland C++.

Spillet har visse ligheder med spillet snake, dog er målet i Achtung die Kurve! at få modstanderens kurve til enten at ramme væggen, hans kurve eller sin kurve. Man kontrollerer kurven ved hjælp af to knapper: den ene får kurven til at dreje til venstre, den anden til højre. Selvom spillet har forholdsvis primitiv grafik, anses gameplay’et for at være godt.

Spillerne starter tilfældige steder rundt omkring på skærmen, og de bliver ved med at bevæge sig med konstant fart indtil de “kører” galt eller vinder.

Målet er at “udradere” alle de andre kurver, cokurverne, og være den sidste tilbage som ikke er kørt galt. Dette sker oftest ved at man tvinger sine modstandere til at køre galt. Med varierende mellemrum bliver der lavet relativt små huller i kurverne. Disse huller er perfekte til at slippe ud af en situation, hvor man normalt havde kørt galt, eller til at vise sine færdigheder overfor sine modstandere.

Hver spiller modtager ét point, hver gang en af de andre kurver kører galt. Vinderen er den første spiller, der når en totalscore på [#spillere -1]*10. Eksempelvis vil et tomandsspil slutte når en spiller når 10 points og et tremandsspil når der opnås 20. Hvis flere spillere står lige på slutresultatet, spilles der én ekstra runde hvor vinderen findes.

Et spil starter, når en person har åbnet spillet på sin computer og råber “ACHTUNG DIE KURVE!” Først til mølle er med i spillet.

Når man spiller Achtung die Kurve! er det normalt water bottle holder for running, at man ikke bliver kaldt ved navn, blot farven af den kurve man kontrollerer. Dette fænomen er også udbredt blandt spillere, der i forvejen kender hinandens navne. Man kan kalde det for en slags kulturfænomen, men man mener også, at det kan være opstået, fordi spillerne i Achtung die Kurve! ikke vil fokusere på andet end selve gameplay’et.

Nogle mere erfarne spillere prøver at tilsætte spillet mere udfordring ved at skulle tegne forskellige figurer med deres kurver. Andre tilsætter krydderi ved at lave konkurrence om, hvem der kan passere flest kurvehuller, samtidigt med at de selvfølgelig ikke må røre hverken kurverne eller væggen.

Når selve spillet er slut, står der ordene Konec Hry på skærmen. Man spekulerer i, at det er fordi opfinderne af dette spil er tjekkere, for på tjekkisk betyder ordene “game over”. Derudover er Zatacka det tjekkiske ord for kurve.

Grundene til at dette spil er blevet så populært, er mange. En af dem er, at spillet har begrænsede krav til computeren.

Der er også en Achtung die Kurve!-sang som eksisterer på internettet. Sangen er sunget på tysk. Omkvædet i sangen lyder nogenlunde således: “Achtung, Achtung, die Kurve. Was tust du jetzt? Du weißt ja niemals wo die Kurven gehen.” (“Pas på, pas på kurverne. Hvad gør du nu? Man ved aldrig, hvor kurverne fører hen.”). Kunstneren, der har lavet denne sang, er endnu ukendt, men han er sandsynligvis en fan af spillet.

Power-ups eller angreb blev implementeret i Achtung Die Kurve II. Spilleren der fører har som udgangspunkt ikke nogen power-ups, og de øvrige spillere har en til flere afhængigt af deres point. Der findes følgende power-ups:

Selvom Achtung die Kurve er et ret simpelt spil er der mange forskellige, anvendte strategier.

Dette betyder at en spiller laver sit eget space (=Imperium) ved hjælp af sin kurve og så følger han sin egen kurve rundt og rundt så lang tid som muligt inde i sit ”space”. Dette bliver han ved med indtil alle de andre kurver er kørt galt, men som regel ender dette i at spilleren selv kører galt grundet manglende plads. Imperium-strategien er af mange Achtung die Kurve-spillere set som en kujonstrategi sammenlignet med andre, mere offensive strategier. Et andet aspekt af denne strategi er at hver runde kan komme til at vare op omkring 5 minutter

Brazil Home T.SILVA 3 Jerseys

Brazil Home T.SILVA 3 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, hvilket ofte er til stor utilfredshed hos dem, hvis kurver allerede er kørt galt.

Der findes forskellige danske begreber omkring forskellige spiltræk og begivenheder.

Gender history

Gender history is a sub-field of history and gender studies, which looks at the past from the perspective of gender. It is in many ways, an outgrowth of women’s history. The discipline considers in what ways historical events and periodization impact women differently from men. For instance, in a seminal article in 1977, “Did Women have a Renaissance?”, Joan Kelly questioned whether the notion of a Renaissance was relevant to women. Gender historians are also interested in how sexual difference has been perceived and configured at different times and places, usually with the assumption that such differences are socially constructed.

Despite its relatively short life, Gender History (and its forerunner Women’s History) has had a rather significant effect on the general study of history. Since the 1960s, when the initially small field first achieved a measure of acceptance, it has gone through a number of different phases, each with its own challenges and outcomes, but always making an impact of some kind on the historical discipline. Although some of the changes to the study of history have been quite obvious, such as increased numbers of books on famous women or simply the admission of greater numbers of women into the historical profession, other influences are more subtle, even though they may be more politically groundbreaking in the end. By 1970, gender historians turned to documenting ordinary women’s expectations, aspirations and status. In the 80s with the rise of the feminist movement, the focus shifted to uncovering women’ oppression and discrimination. Nowadays, gender history is more about charting female agency and recognizing female achievements in several fields that were usually dominated by men.

According to historian Joan Scott, conflict occurred between Women’s History historians and other historians in a number of ways. In the American Historical Association, when feminists argued that female historians were treated unequally within the field and underrepresented in the association large waterproof containers, they were essentially leveling charges of historical negligence by traditional historians. Notions of professionalism were not rejected outright, but they were accused of being biased.

According to Scott, the construction of Women’s History as “supplementary” to the rest of history had a similar effect. At first glance, a supplement simply adds information which has been missing from the greater story, but as Scott points out, it also questions why the information was left out in the first place. Whenever it is noticed that a woman found to be missing from written history, Women’s History first describes her role, second, examines which mechanisms allowed her role to be omitted, and third, asks to what other information these mechanisms were blind.

Finally, the advent of gender theory once again challenged commonly held ideas of the discipline, including those scholars studying Women’s History glass bottles. Post-modern criticism of essentialising socially constructed groups, be they gender groups or otherwise, pointed out the weaknesses in various sorts of history. In the past, historians have attempted to describe the shared experience of large numbers of people, as though these people and their experiences were homogeneous and uniform. Women have multiple identities, influenced by any number of factors including race and class, and any examination of history which conflates their experiences, fails to provide an accurate picture virginia football uniforms.

Men’s history emerged as a specialty in the 1990s, evidenced by numerous studies of men in groups, and how concepts of masculinity shape their values and behavior. Gail Bederman identified two approaches: one that emerged from women’s history and one that ignored it: