T.S. Ashton

Thomas Southcliffe Ashton (født 1899, død 1968) var historiker. Han var professor i økonomisk historie ved London School of Economics ved University of London fra 1944 til 1954. Hans mest kjente publikasjon er The Industrial Revolution (1760 – 1830) (1961), som presenterte et positivt syn på denne historiske perioden.

Han donerte penger til T cell phone pouch for running. S. Ashton Prize drinking water bottle, en årlig pris fra Economic History Society som nå utgjør £750 og blir tildelt til beste artikkel i Economic History Review i de foregående to kalenderår hydration pack running.

Thomas Ashton ble utdannet ved Ashton-under-Lyne secondary school og Manchester University. Hans akademiske karriere var fokusert på økonomisk historie og finans. Ashton var assisterende foreleser i økonomi ved Sheffield University fra 1912 til 1919, og fra 1919 til 1921 foreleser og rektor ved Birmingham University. I 1921 ble han utnevnt til Senior-foreleser i økonomi ved Manchester University. Til slutt ble han Dean of the Faculty of Commerce and Administration fra 1938 til 1944. Så ble han professor i økonomisk historie ved London School of Economics hvor han var fra 1944 til 1954. Han var president for både Manchester Statistical Society (1938 – 1940)

New Yorkbulls Away SAM 10 Jerseys

New Yorkbulls Away SAM 10 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

, og Economic History Society (1960 – 1963).

Publikasjonene hans dekker økonomien i det 18. århundre og omfatter, jern, stål og kullindustrien:

· · · · · · · ·

German Faith Movement

The German Faith Movement (Deutsche Glaubensbewegung) was a religious movement in Nazi Germany (1933–1945), closely associated with University of Tübingen professor Jakob Wilhelm Hauer. The movement sought to move Germany away from Christianity towards a religion based on Germanic paganism and Nazi ideas.

The movement’s ceremonies involved sermons fabric sweater, German classical music and political hymns.

In his 1936 essay “Wotan” Swiss psychologist Carl Jung speaks of Ergriffenheit, explained in the English version as “a state of being seized or possessed”, and characterizes Germany as “infected ingredients of meat tenderizer… rolling towards perdition”. However water bottle metal, Jung sees the German Faith Movement as “decent and well-meaning people who honestly admit their Ergriffenheit and try to come to terms with this new and undeniable fact.” He commends Hauer’s book Deutsche Gottschau as an attempt “to build a bridge between the dark forces of life and the shining world of historical ideas”.

The movement had around 200,000 followers at its height (less than 0.3% of the population). Following the Nazi accession to power, it obtained rights of civil tolerance from Rudolf Hess, but never the preferential treatment from the Nazi state for which Hauer campaigned.

The development of the German Faith Movement revolved around four main themes:

Similar movements have remained active in Germany since 1945 outside mainstream educational and social structures.

Niantic station

Niantic (also known as East Lyme or East Lyme and Niantic) was a train station on the Northeast Corridor (NEC), located in Niantic, Connecticut, which served intercity and commuter rail trains until January 1972 (the last of these being the first iteration of Penn Central’s—and later Amtrak’s—Clamdigger commuter service), and again from April 1978 to October 1981; a new station has since been proposed to be built in Niantic to serve the Shore Line East commuter rail line stock football jerseys.

Niantic was a stop on the New York, New Haven and Hartford Railroad (NYNH&H)’s New Haven-New London commuter train (named the Clamdigger during the Great Depression) from its inception in 1898. At some point before 1915, a wooden train station was built in Niantic at the intersection of Pennsylvania Avenue and the NYNH&H’s Shore Line; the original station was destroyed by the 1938 New England hurricane, but trains continued to stop at Niantic. The NYNH&amp phone belt for running;H was taken over by Penn Central at the end of 1968; after 30 April 1971, Penn Central continued to run the Clamdigger under contract to Amtrak. By this point, Niantic station was known as East Lyme and Niantic. In January 1972, citing increasing losses, Amtrak discontinued the Clamdigger.

In 1975, the Connecticut Department of Transportation (CDOT) made plans to restore commuter rail service between New Haven and New London, with a twice-daily Clamdigger making the same stops as the pre-1972 train, including to the former Niantic station (now to be named simply East Lyme); although negotiations with Penn Central were successful, budgetary constraints prevented these plans from coming to fruition. Although Amtrak restored the Clamdigger in 1976-1977, and again briefly from January-April 1978, neither service stopped at East Lyme/Niantic. However, the 1978 iteration of the Clamdigger was replaced effective 30 April of that year with the Beacon Hill between New Haven and Boston South Station what is the best way to tenderize steak, which did serve a station at East Lyme. Service to East Lyme/Niantic ended for the final time in October 1981, when the Beacon Hill was discontinued amid cuts to Amtrak’s budget.

In 1981 and 1986, bills were introduced in the Connecticut General Assembly proposing a restoration of commuter rail service between New Haven and New London. The 1986 bill prompted a study analysing the feasibility of a restored commuter rail line along this route; due primarily to heavy congestion on the adjacent segments of Interstate 95, such a service was deemed feasible, and Shore Line East (SLE) service began between New Haven and Old Saybrook stations on 29 May 1990. Beginning in 1996, some SLE trips were extended eastward to New London, and further increases in service to the latter station took place in 2010 and 2013; however, they did not make any stops between Old Saybrook and New London.

In April 2012, a state report was released detailing four possible sites for an infill station in East Lyme. Two of the sites were near downtown Niantic, while the other two were in Rocky Neck State Park. A 2015 bonding proposal from Connecticut governor Dannel Malloy allocated $750,000 to the planning and construction of a new station and parking lot in Niantic (out of an estimated $30,000,000 required to bring the new station fully into service).

Snouck van Loosen

Snouck van Loosen is een regentengeslacht uit Enkhuizen.

De stamvader van dit geslacht was Jan Lauerensz van Loosen (1550-1617) glass bottle with rubber cover, één van de oprichters van de Vereenigde Oostindische Compagnie in 1602.

Het geslacht Snouck van Loosen ontstond door het huwelijk van de rijke erfgename Cornelia Petronella van Loosen (1772-1846) met marine-officier Samuël Snoeck. Hij voegde, na zijn huwelijk, de naam van zijn echtgenote van Loosen aan zijn eigen, overigens wel iets gewijzigde, naam toe. Vanaf dat moment ging hij zich dus Snouck van Loosen noemen. Zij kregen zes dochters, die geen van allen nakomelingen nalieten.

In 1885 overleed de laatste dochter Margaretha Maria Snouck van Loosen (geboren 1807), die een vermogen van bijna negen miljoen naliet. Dit werd nagelaten in de vorm van een fonds, het Snouck van Loosen Fonds. Twee aandelenmakelaars, de heren Wander Lakenman en Gerrit Wendelaar, werden aangesteld om het vermogen volgens vastgestelde regels te beheren tot heil van de Enkhuizer stadgenoten.

Uit deze nalatenschap kwamen verschillende initiatieven in Enkhuizen voort, met name het Snouck van Loosenziekenhuis (1900) en het Snouck van Loosenpark (1897) met 50 arbeiderswoningen, dat wel wordt beschouwd als één van de eerste vormen van sociale woningbouw in Nederland. Het voormalige woonhuis van de familie Snouck van Loosen kwam in 1893 in gebruik als bejaardentehuis voor dames uit de gegoede stand en is tot 1998 in gebruik geweest. Alleen dit huis is nog in bezit van het Snouck van Loosen Fonds. Het Snouck van Loosenpark is verkocht aan de gemeente Enkhuizen en het Snouck van Loosenziekenhuis is jaren geleden gesloten en verkocht aan de beheerders van de huidige polikliniek.

De heer Wander Lakenman (Enkhuizen, circa 1845) had na de bouw van het prestigeproject Snouck van Loosen Park nog grotere plannen. Mede onder aansporing van zijn vrouw Maria Alida Huffmeijer (Nieuwer-Amstel, circa 1855) lid van het comité voor de bouw van een ziekenhuis, schakelde hij rond 1900 het Fonds in bij de bouw van het Snouck van Loosen-ziekenhuis. Daarna was hij hoofdzakelijk bezig met eigen bankzaken onder de naam Weduwe S. (=Seger) Lakenman & Zoons Bank te Enkhuizen. Hij benoemde rond 1907 zijn schoonzoon, leraar wis- en natuurkunde aan de HBS te Enkhuizen, Marius Adrianus (Job) van Leeuwen (Arnhem, 1873-Enkhuizen, 1949) als zijn opvolger en tot beheerder van het Snouck van Loosen Fonds. Deze was nog steeds directeur, toen de bank zich in 1936 tijdens de Grote Depressie genoodzaakt zag haar betalingen te staken en tot liquidatie over te gaan. Grote industriële bedrijven én kleine spaarders werden door dit faillissement ernstig gedupeerd. De nasleep van deze “crisis” was voor Enkhuizen rampzalig. Alle grote industrieën gingen te gronde stainless water bottle with straw; alleen de papierwarenfabriek heeft zich weten te handhaven.

Voetnoten

Overige bronnen

The Thirteenth Night

The Thirteenth Night” is a short story by Higuchi Ichiyō, first published in 1895. It follows Oseki Harada, a woman who is married to an abusive husband named Isamu Harada. Oseki left her home, leaving her child behind, in order to seek permission from her parents for a divorce. Ichiyo’s harsh honesty about the problems of late nineteenth-century life in Japan and her detailed descriptions of both scenery and what is going on in each character’s mind fit the story into the genre of poetic realism. Ichiyo’s piece also is a major contribution to fiction of the era on the condition of women.

“The Thirteenth Night” is a third-person omniscient narrative concerning the struggles faced by Harada Oseki, the beautiful daughter from a low ranking family. The narrative starts with Oseki standing outside her parents’ house, overhearing a conversation between her mother and father. Her father is talking about the family’s improved standard of living ever since Oseki married Isamu, a rising civil servant runners water bottle. He is particularly pleased with the progress Oseki’s brother is making as the protegé of Isamu. Oseki snuck away from her house, leaving her child with her husband’s maids. Her reason for coming to her parents’ house was to seek permission from her father to get a divorce. Oseki has doubts about telling her parents and dissolving the marriage as it would result in her parents and her brother losing their recently improved standard of living, but after a brief conversation, she reveals the reason she came to see them

Argentina Home BATISTUTA 9 Jerseys

Argentina Home BATISTUTA 9 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

.

Oseki describes to her parents the relationship she has with her husband. Isamu does not respect her because she is not well-educated; as a result, he is verbally abusive and seems to delight in humiliating her. After Oseki’s explanation, her mother supports Oseki in her desire for a divorce. Her father counters that her situation is not unique and that she is not the only one who has a less than satisfactory life with her husband. He says that it is her responsibility as his wife to take care of him, and that for the good of her family, particularly her brother, she must stay married. Oseki agrees with her father in the end and agrees to go back home, mostly because she believes that she could never truly be happy without her son, Taro, whom she would never see again if she got the divorce. However, she says that she will be “spiritually dead” and will look after Taro as if she is a living ghost.

On her way back home, she gets a rickshaw to take her back home used electric meat tenderizer for sale. The rickshaw puller is Kosaka Roku, a childhood friend of Oseki’s who used to be in love with her. They exchange conversation about Roku’s downward spiral since the time Oseki got married, the narrator reveals that they were romantically involved until Oseki was forced to marry Isamu. The narrative then ends with their going back to their unhappy lives, unsure if they are to see each other again.

Oseki is the main character of the “The Thirteenth Night”, her attempts to escape her unhappy marriage contradicted many of the social normals within the institution of marriage in Japan, however she eventually complies with these norms. The unhappy aspects of her life that are examined throughout the short story, depict the harshness of life. This places the short story within the genre of realism. The scene at the end, when Oseki and Roku are once again separated, is an example of this realism, as it shows how life rarely has the fairytale ending that some literature portrays.

Oseki’s parents play a crucial role in how Oseki is tied to her husband. When Oseki married Isamu, he gave Oseki’s brother a good paying job, and helped her family financially, thus raising their social status and standard of living. Her parents provide a source of familial pressure for her to stay married to Isamu despite the poor quality of their relationship. The effect of the input the father gives in regards to how Oseki feels about her marriage, shows just how much of an influence he has on her life.

Isamu is Oseki’s abusive husband. The miserable life that he creates for her causes Oseki to seek permission for divorce in the first place. The description of the relationship is an example of the realist style that is prevalent throughout the short story, as it portrays life as harsh.

Roku is introduced as a figure from Oseki’s childhood, and it is suggested that there was a romantic relationship between them. However, when Isamu shows interest in Oseki, her parents urged her to marry him instead fabric bobble remover. Roku’s appearance represents the ideal life that they could have led if they got married. However, the realism influence on the story shows how these ideal lives are not common in the real world.

Chitchor

Chitchor (Hindi: चितचोर, Citcor; übersetzt: Herzensdieb) ist ein Hindi-Film von Basu Chatterjee aus dem Jahr 1976.

Pitamber Choudhry, der Rektor einer Schule in Madhupur, hat eine Tochter namens Geeta. Sie verkörpert eine typische Dorfschönheit, ist naiv und kindisch. Pritamber ältere Tochter Meera lebt in Bombay und informiert über eine mögliche Heirat zwischen Geeta und einen jungen Ingenieur.

Als Vinod anreist schließen ihn alle ans Herz. Vor allem ist Geeta von ihm begeistert, der ihr das Singen lehrt. Die Familie schmiedet bereits Hochzeitspläne als erneut ein Brief von Meera eintrifft best fanny pack for runners. Dieser besagt, dass der Ingenieur aus geschäftlichen Gründen verhindert war die Familie zu besuchen. Vinad ist lediglich ein Aufseher, der sich um die Geschäfte vor Ort kümmert. Die Familie ist enttäuscht und versuchen Geeta von Vinod fernzuhalten

Brazil Home RONALDINHO 10 Jerseys

Brazil Home RONALDINHO 10 Jerseys

BUY NOW

$266.58
$31.99

.

Sunil kann Geeta auf Anhieb leiden und stimmt der Verlobung zu, die auch schnell arrangiert wird. Als Vinod von der Verlobung hört small thermos bottle, verlässt er das Dorf noch bevor die Zeremonie beginnt. Doch Geeta widersetzt sich der Wünsche ihrer Eltern und beharrt auf eine Heirat mit Vinod. Sie eilt zum Bahnhof und sieht den Zug bereits abfahren. Niedergeschlagen kehrt sie mit Sunil zurück. Zu ihrer Überraschung ist Vinod da und alle Missverständnisse werden aufgeklärt. Die Verlobung zwischen Geeta und Vinod steht nun nichts mehr im Wege.

Nominierungen

Sullivan Stapleton

Sullivan Stapleton (Melbourne, 14 juni 1977) is een Australische acteur die vooral bekend is voor zijn rollen in de SKY (BSkyB)/Cinemax /HBO tv-serie Strike Back en de 2010 Sundance Film Festival selectie Animal Kingdom.

Stapleton speelde de hoofdrol runners hydration pack, Griekse leider Themistocles, in de film 300: Rise of an Empire (2014).

Stapleton werd geboren in Melbourne, Victoria. Hij was acht jaar oud toen hij en zijn jongere zus, actrice Jacinta Stapleton (6 jaar oud op dat moment), aangesloten werden bij een acteer- en modellenbureau. Het idee kwam voor het eerst door hun tante die haar kinderen had ingeschreven bij hetzelfde bureau. Toen vroeg ze haar neefje en nichtjes of ze ook ingeschreven wouden worden en hun moeder schreef hen in.

Zijn foto trok de aandacht van een regisseur die hem toen uitgenodigd had om in zijn korte film te spelen. Blij met zijn prestaties, de regisseur kwalificeerde hem als begaafd en moedigde hem aan te acteren.

Stapleton deed een opleiding bij het Melbourne St. Martin’s Theater. Hij studeerde drama en theater op Sandringham Secondary College (in Sandringham, Victoria, Australië). Hij lanceerde zijn carrière in Australië. Hij kreeg zijn acteurs ‘vakbond kaart op 9 jaar oud (in 1986) en op met 11 jaar begon hij te werken in advertenties. Zijn eerste scherm acteerprestatie was in de 1994 in de Australische tv-film Baby Bad Massacre als Adrian.

Tussen het acteren door, deed Stapleton verschillende soorten werk: het modelleren, het schoonmaken van kooien in een dierenwinkel, werken als een grip (het verzorgen van camera-apparatuur) in een groot aantal films en tv-producties (The Elephant Princess, Rush, Tangle) voor en achter de camera, werken op bouwplaatsen, en assisteren van timmerlieden.

Voor de rol als Josh Hughes in Australië de serie Neighbours in 1998, verscheen hij in een reeks van weinig geziene functies en drama. Andere opmerkelijke rollen zijn onder andere Justin Davies in de Australische tv-serie The Secret Life Of Us (tussen 2003 en 2005), Fearless in de film December Boys (uitgebracht in 2007), speciaal agent Wilkins in een reguliere functie, The Condemned (een Amerikaanse actiefilm uit 2007). Maar pas met zijn prestaties in de Academy Award genomineerde film Animal Kingdom, die op het Sundance Film Festival 2010 in première ging, maakte Stapleton een internationale doorbraak.

Toen Animal Kingdom de Grand Jury Prize won op het Sundance Film Festival, werd interesse voor hem aangewakkerd op twee continenten en zijn carrière bracht hem over de hele wereld. Hij maakte zijn tweede optreden in de Underbelly (serie), een Australische ware misdaad drama tv-serie. Deze keer was hij de hoofdpersoon, Colin McLaren in Underbelly Files: Infiltratie, een duurtest en de eerste uitdagende shoot van zijn carrière. Eerder speelde hij Pat Barbaro in Underbelly (TV-serie) (aflevering: Suffer the Children) in 2008.

In het begin van 2014 waist pack running, was Stapleton in Thailand voor de opnames van de tv-serie Strike Back. In februari op een avondje uit in Bangkok na het werk, viel hij uit een tuktuk en liep een hoofdwond op. Opnames voor de serie werden gepauzeerd voor zes maanden om zo zijn volledig herstel mogelijk te maken. Uitzending van het laatste seizoen werd ook verplaatst naar 2015.

Tegenwoordig speelt Stapleton in, de in 2015 uitgebrachte serie, Blindspot als Special Agent Kurt Weller.

Stapleton had een twee en een half jaar een relatie met de Australische actrice Carla Bonner. Ze gingen uit elkaar in 2007. Hij ontmoette voor het eerst de Australische tv-persoonlijkheid Jo Beth Taylor in Melbourne in 2004. Ze vond hem op Facebook en de twee kregen weer contact in 2010. Hun eerste optreden samen als een paar was in het Kodak Inside Film Awards Rode loper (14 november 2010) bij Sydney City Recital Hall, Angel Place. De relatie eindigde een paar maanden voor september 2011.

Kongens Lyngby

Koordinater:

Kongens Lyngby er en nordlig bydel i Storkøbenhavn i Lyngby-Taarbæk Kommune i Region Hovedstaden. Bydelen har med postdistriktet ‘DK 2800 Kongens Lyngby’ eller ‘Kgs. Lyngby’. I Kongens Lyngby bor 54.759 indbyggere (2017).

Byen blev grundlagt i vikingetiden, men allerede i stenalderen har der boet mennesker i området. Den ældste del af byen er Bondebyen, og den ældste bygning er Lyngby Kirke, der blev opført omkring 1150. I midten af 1800-tallet blev landsby til en stationsby. Andre bydele i Lyngby-Taarbæk Kommune: Virum, Brede, Lundtofte, Hjortekær, Ørholm, Sorgenfri og Taarbæk.

Lyngbymotorvejen går fra København til byen, og Helsingørmotorvejen løber også tæt forbi. Fra Lyngby Station afgår et stort antal busser og S-tog, og byen har meget detailhandel, der især er koncentreret i området omkring Lyngby Storcenter og Lyngby Hovedgade. Adskillige større danske virksomheder har hovedkvarter i Kongens Lyngby. Danmarks Tekniske Universitet har omkring 10.000 studerende og mere end 5.000 ansatte. Der findes flere ungdomsuddannelser og folkeskoler.

Lyngby Kulturhus med biograf, Frilandsmuseet og spillestedet Templet er blandt byens mange kulturtilbud. Desuden findes adskillige sports- og idrætsklubber, hvoraf flere har vundet nationale mesterskaber.

Navnet Lyngby stammer fra vikingetiden. Betegnelsen Kongens Lyngby skyldes, at jorden indtil Reformationen i 1536 var krongods (tilhørte kongen).

Til trods for at navnet Kongens Lyngby er det autoriserede stednavn, fremgår det af den officielle hjemmeside for Lyngby-Taarbæk Kommune, at kommunen også kalder Kongens Lyngby for Lyngby.

Fund af stenredskaber ved Tordals Mose har vist, at der allerede i stenalderen for 8.500 år siden, var bopladser der. Byens navn indikerer, at den er grundlagt i vikingetiden 800–1050. Lyngby Kirke er fra ca. 1150, og ligger tæt ved vadestedet over Mølleåen, hvor der var fine forhold for vandmøller.

I 1682 bestod Lyngby af 21 gårde, tre huse med jord og 21 uden jord. Det dyrkede areal udgjorde 1.106,5 tønder land skyldsat til 219,78 tønder hartkorn. Dyrkningsformen var trevangsbrug.

Bondebyen, der ligger nordøst for kirken, stammer fra 1600-tallet. Nørregade 10 er opført ca. 1775 og anses for det ældste hus.

Lyngby Hovedgade var udlagt som en del af Kongevejen og har været lukket med bomme: nordligst ved Store Kro og sydligst ved Kroen “Holland”. Kongevejen var offentlig mellem bommene.

Efter at Jean Marmillod i 1767 anlagde den nuværende Kongevej, blev hele vejen tilgængelig. Der skulle dog betales bompenge helt frem til 1915.

Allerede omkring 1800 var Kongens Lyngby en by med 890 indbyggere, i 1840 1.175 indbyggere, i 1860 1.751 indbyggere, i 1870 1.732 indbyggere og i 1880 2.221 indbyggere. Ved midten af 1800-tallet havde Lyngby 150 gårde og huse, nogle i 2 etager, til dels tegltægte. Byen havde derved “Liighed med en lille Kjøbstad“. Byen havde kirke, præstegård, skole, postkontor, distriktslægebolig, apotek, en afdeling af Gentofte hospital, 2 gæstgivergårde eller værtshuse, 1 vandmølle, 1 jernstøberi, 1 maskinbyggeri, 1 fabrik for landbrugsredskaber og tæt ved 1 teglbrænderi med en årlig produktion på 1½ mio. sten.

I 1863 fik Kongens Lyngby togforbindelse til København H. Det medførte, at det rigere borgerskab fik mulighed for at flytte til Kgs. Lyngby i helårsboliger. I 1880 havde byen 2.221 indbyggere. Lyngby Hovedgade fik som det første sted i Danmark elektrisk belysning.

I 1890 havde byen 2.556 indbyggere. I 1890’erne blomstrede industrien langs Mølleåen, og der blev gennemført store udstykninger af villagrunde i Kgs. Lyngby (Digterkvarteret og Fuglevadskvarteret). Omkring århundredeskiftet beskrives Kongens Lyngby som “en købstadlignende Landsby med til Dels brolagte Gader, flere ret anselige, 2 Stokværk høje Huse med Tegl- eller Skifertag, mange Butiker, smukke Landsteder osv.” Byen havde 274 huse, kirke, præstegård, menigheds- og missionshus (opført 1887), skole, privat realskole og 3 private pigeskoler, amtssygehus med 27 senge og 4 i epidemisygehuset, hospital, apotek, et asyl (oprettet 1860) custom youth football jerseys wholesale, børnehjemmet “Børnely” (oprettet 1853), Brede Plejehus (oprettet 1863), “Aldersly” for trængende ældre ægtepar (oprettet af Lyngby Sogn velgørende Forening) og Lyngby Arbejderforenings Stiftelse, Lyngby Landboskole og Grundtvigs Højskole, gasværk (oprettet 1895), flere hoteller og større traktørsteder, bogtrykkeri, der udgav “Kjøbenhavns Amts Avis“, station på den nordsjællandske jernbane (ny udvidet station, opført i 1891 efter tegninger af N.P.C. Holsøe), postkontor med 1 postmester og 1 ekspedient og telegrafstation, telefonforbindelse med hovedstaden og flere større fabrikker, således 1 maskinfabrik, 1 messingvarefabrik og 1 jernstøberi, 3 klæde-, uld- og tøjfabrikker, 1 gardinfabrik og 1 sukkerraffinaderi (aktieselskab, oprettet 5/5 1895, aktiekapital 300 sports bottle for toddlers.000 kr.). Lyngby var valgsted for Kjøbenhavns Amts 4. Folketingskreds og bolig for distriktslægen i Kjøbenhavns Amts nordre distrikt.

Kongens Lyngby voksede betydeligt i første halvdel af 1900-tallet: i 1901 3.701 indbyggere, i 1906 4.329 indbyggere, i 1911 5.240 indbyggere, i 1916 5.791 indbyggere, i 1921 6.530 indbyggere, i 1925 7.385 indbyggere, i 1930 8.724 indbyggere, i 1935 13.178 indbyggere, i 1940 18.325 indbyggere. En følge af den fremadskridende forstadsudvikling omkring København og ikke mindst mod nord gjorde, at Kongens Lyngby samtidig sammenvoksede med andre byområder til at udgøre et mere eller mindre sammenhængende forstadsområde, men endnu så sent som i 1930 kunne Kongens Lyngby regnes som en satellitby i forhold til Storkøbenhavn.

I 1911 havde Kongens Lyngby 5.240 indbyggere. Heraf ernærede 271 sig ved landbrug, 2.519 ved håndværk og industri, 893 ved handel, 322 ved transport.

Omkring 1920 beskrives byen: “Byen har Kirke; Præstegaard, Missions- og Menighedshus, stor Kommuneskole (bygget i Pavillonstil), Gymnasium, flere Privatskoler, tekn. Skole, Folkehøjskole (Grundtvig’s), som tillige ejer Landboskolen (grundl. 1867 af J. C. la Cour), Landbrugsmuseum (1906 overtaget af Staten, indeholder c. 10000 Numre), Folkemuseets Bygningsafdeling samt flere Forsøgsanstalter. Foruden Amtssygehus og Hospital findes flere humanitære Indretninger, saaledes Kommunens Alderdomshjem og to andre, »Lykkensgave« og »Aldersly«, L. Arbejderforenings Stiftelse, 2 Børnehjem, Magdalenehjemmet »Skovtofte« o. fl. Af Pengeinstitutter: Sparekassen og Banken for L. og Omegn. L. er Station paa Nordbanen og Udgangspunkt for Privatbanen L.—Vedbæk (aabnet 1900), den har Postkontor med Telegraf- og Telefonstation, Gas-, Vand- og Elektricitetsværk, flere Hoteller, Gæstgiverier og Traktørsteder. Der findes fl. industrielle Anlæg, saaledes Binder & Co.’s Klæde-, Uldvare- og Tæppefabrik, Gardin- og Tekstilfabrik, Farveri- og Merceriseringsanstalt, »Dansk Staalindustri«, Sukkerraffinaderi, 2 Maskinfabrikker, Cementfabrik, endvidere Fabrikker for Tilvirkning af Staalrør, Halmvarer, Trævarer, Papirposer, Vogne, Kemikalier, Mineralvande m. m.”

I 1930 havde Kongens Lyngby 8.724 indbyggere, hvoraf 296 levede af landbrug, 3.794 af håndværk og industri, 1.321 af handel, 612 af transport, 1.029 af immateriel virksomhed, 620 af husgerning, 937 var ude af erhverv og 115 havde ikke angivet erhverv.

I 1930’erne byggedes Ulrikkenborgkvarteret i funkis-stil.

Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte “Fingerplan” – Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn – blev offentliggjort i 1947 med forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det forudsat, at Kongens Lyngby kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med blandt andet Gladsaxe og Bagsværd, hvorimod der ikke var forudset en sammenvoksning med Virum mod nordvest og Lundtofte mod nordøst. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde “Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde“. Da Kongens Lyngby havde station på Nordbanen, med S-togsbetjening, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Kongens Lyngby lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det best plastic bottles for water.

Den oprindelige byudviklingsplan blev opdateret med “Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde” fra 1966, som for Kongens Lyngbys vedkommende indebar en praktisk talt fuldstændig udbygning af området fra Furesøen i vest til Hørsholmmotorvejen i øst, idet dog en del af området omkring Mølleåen samt nord for Lyngby Sø og Bagsværd Sø mod vest forudsattes bibeholdt i landzone.

Frederiksdal Gods med blandt andet Frederiksdal Skov og Spurveskjulskoven blev fredet i 1943, Lyngby Åmose blev fredet i 1949.

Det har været diskuteret i kommunalbestyrelsen, om Kongens Lyngby skal oprette en decideret gågade på Lyngby Hovedgade med caféliv og muligheder for shopping[kilde mangler].

I 2013 solgte Lyngby-Taarbæk kommune grunden på Kanalvej overfor Lyngby Storcenter til Danica Pension. Danica Pension vil da over de kommende år udvikle området med et 40.000 kvadratmeter stort bolig- og erhvervsbyggeri til 1,2 milliard kroner. Danica Pension har udviklet projektet sammen med Henning Larsen Architects, COWI og Alectia. Microsoft Danmark og Microsoft Development Center Copenhagen flyttede deres hovedsæde med 900 ansatte til den nye bebyggelse.

Det centrale Kongens Lyngby er en mindre og tæt bebyggelse med købstadspræg og er et trafikknudepunkt. Der er ca. 250 butikker fordelt på ca. 120.000 kvadratmeter. Den lille bydel på sydvestsiden af Lyngby Station hedder Ulrikkenborg.

Som opstillingskreds til valg dækker Lyngbykredsen hele Lyngby-Taarbæk Kommune (før 1. januar 2007 tillige Søllerød Kommune). Kredsen er opdelt i 10 afstemningsområder, hvoraf “Lyngby Midt” har afstemning på Lyngby Rådhus.

Siden folketællingen i 1935 har Danmarks Statistik regnet Kongens Lyngby og resten af Lyngby-Taarbæk Kommune som en forstad til København, der består af Københavns, Frederiksberg og Gentofte Kommune. Geografisk ligger Kongens Lyngby ca. 11 kilometer nord for København centrum.

Lyngby er forbundet med Københavns Hovedbanegård og de fleste omkringliggende byer med både bus og S-tog. Både S-togslinjerne A og E har stop på Lyngby Station, hvorfra der også afgår S-busser mod Hvidovre, Ishøj og Hundige, samt busser til bl.a. Nørreport Station, Hillerød og Gentofte. Stationen er et trafikalt knudepunkt med Buddingevej syd for stationen og Klampenborgvej nord for. I 2015 besluttede kommunen at lukke Ndr. Torvevej der forbinder Buddingevej og Klampenborgvej, i forbindelse med anlæggelse af Ring 3 Letbanen. Beregninger forudser en markant sækning af biltrafikken. I 1990’erne blev vejene i det centrale Lyngby omlagt hvorved biltrafikken også faldt, mens handelen steg.

Buddingevej går under en viadukt under motorvejen, og det er den eneste større vej i det centrale Lyngby, der krydser motorvejen. Ved særligt kraftige regnfald som skybruddene i 2011 og 2014 er stationen ofte oversvømmet.

Lokalbanen Nærumbanen går fra Jægersborg til Nærum og stopper på både Lyngby Lokal Station og Nørgaardsvej Station.

Helsingørmotorvejen og Motorring 3 går tæt forbi Lyngby og forbinder den med landets øvrige motorvejsnet. Lyngbymotorvejen forbinder Kongevejen i Virum med Motorring 3 og går oven på Lyngby Station og de tilhørende butikker.

Der er cykelstier i store dele af byen og til de omkringliggende byer. Byen har ingen egentlig gågade, men mellem stationen og Lyngby Hovedgade, pladsen bag kulturhuset og Ulrikkenborg Plads bag stationen kan der ikke køre biler.

Flere større virksomheder holder til i Kongens Lyngby. Danske Capital har kontorer på Parallelvej tæt ved Lyngby Station med 600 ansatte, hvor også Danica Pension holder til. Realkreditinstituttet BRFkredit har til huse på Klampenborgvej og ingeniørfirmaet COWI og den internationale kontorkæde Regus holder også til på Parallelvej. Kemivirksomheden Haldor Topsøe A/S har hovedkvarter på Nymøllevej længere nede ad Mølleåen.

Retten i Lyngby har til huset på Lyngby Hovedgade 96.

Byen har meget detailhandel, der er koncentreret om Lyngby Hovedgade, Lyngby Storcenter fra 1973 og Magasin fra 1961. Storcentret har over 100 butikker. Magasin var en ny afdeling af Magasin du Nord, som ligger på Kongens Nytorv i København. Desuden findes flere større butikker og varehuse heriblandt ILVA, som åbnede i 1989 (med boligartikler; udvidet og renoveret og forhandler) og byggemarkedet Johannes Fog.

I 2015 åbnede Microsoft sit danske hovedkontor på Kanalvej overfor Lyngby Storcenter.

Kgs. Lyngby er hjemsted for flere uddannelsesinstitutioner. Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der uddanner ingeniører, har campus på sletten ved Lundtofte, har knap 10.000 studerende, samt flere tusinde ansatte i forskning, administration og teknikafdelinger. Oprindeligt lå universitetet i Sølvgade i København, men i perioden 1962-1974 flyttede man til Lundtoftesletten, som tidligere havde rummet Lundtofte Flyveplads.

Medieskolen Lyngby på Firskovvej uddanner unge under 25, der endnu ikke har taget en ungdomsuddannelse. Lyngby Tekniske Gymnasium ligger på DTU campus og tilbyder eleverne en HTX, mens Lyngby-afdelingen af Handelsskolen København Nord ligger ved siden af DTU. Lyngby Tekniske Skole lå tidligere på Mortonvej.

Der er fire privatskoler i området: Billums Privatskole på Buddingevej, Lyngby private Skole på Lyngby Hovedgade, Lyngby Friskole på Gl. Bagsværdvej og den katolske Sankt Knud Lavard Skole på Toftebæksvej.

Lyngby har flere kulturtilbud og foreninger.

Nationalmuseets afdeling Frilandsmuseet er et frilandsmuseum i den nordlige ende af byen på Kongevejen mod Virum. Museet besøges af over 200.000 hvert år og har mere end 100 historiske bygninger, der er blevet flyttet til området. I bydelen Bondebyen tæt ved Lyngby Lokal Station findes også mange gamle bygninger.

I Lyngby Kulturhus findes flere restauranter og cafeer samt biografen Kinopalæet. Kulturhuset blev bygget i slutningen af 1990’erne, og Kinopalæet, der åbnede i 2001 og hvis største sal rummer omkring 500 siddepladser, viser film af bredere appel.

Spillestedet Templet ved Lyngby Station har koncerter næsten hver weekend og plads til over 200 gæster. Amatørorkestret Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester, der blev grundlagt i 1957, holder sædvanligvis prøver i Kuhlausalen i Lyngby Kulturhus.

Der ligger flere kirker i byen: Den ældste er Lyngby Kirke fra ca. 1150. Baptistkirke ligger på Odinsvej i bydelen Ulrikkenborg; Apostolsk Kirke ligger på Toftevang ved Lyngby Kirke, og et stenkast derfra ligger den katolske Sankt Knud Lavards Kirke.

I Lyngby Storcenter findes hotellet Scandic Erimitage, der er en del af hotelkæden Scandic Hotels.

Kgs. Lyngby har et foreningsliv, og kommunens politik er at støtte idræt og sport på både motionsniveauet og konkurrenceniveauet. I Kgs. Lyngby findes en række idræts- og sportsforeninger i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Flertallet af foreningerne bygger på idrætten, men der er også klubber, der har fokus på sportsmesterskaber på alle alderstrin. Eksempelvis har der været danske mestre i flere af sportsgrenene. Der kan nævnes Lyngby Boldklub, der både har vundet Danmarksmesterskaberne og pokalturneringen flere gange, og hockey Orient Lyngby, der har vundet både inden- og udendørsmesterskaberne flere år i træk.

Internationalt har Lyngby Tennisklub markeret sig med Wimbledon-vinderen Frederik Løchte Nielsen. Medlemmer af Lyngby Kanoklub har vundet olympiske medaljer og verdensmesterskaber. Svømmeverdensmesteren og Årets sportsnavn 2011 Jeanette Ottesen kom fra Lyngby Svømmeklub, mens 2014’s junior-verdensmester i udspring, Andreas Sargent Larsen, kommer fra Lyngby Udspringsklub. Lars Andersen fra Lyngby Bueskyttelaug har gjort sig bemærket som hurtigskydende bueskytte.

På Lyngby Stadion findes bl.a. fodboldbaner, tennisbaner, Lyngby Svømmehal og mange sportsklubber fra byen holder til her og i Lundtofte Boldklub og Brede IF.

Kongens Lyngby har registreret bygninger efter bevaringsværdi efter den såkaldte SAVE-metode (Survey of Architectural Values in the Environment). Metoden bygger på en vurdering af fem forskellige forhold ved en bygning:

Bevaringsværdige bygninger:

Mireille Schurch

Mireille Schurch, née Petauton, est une femme politique française née le à Lignerolles (Allier). Proche du Parti communiste français sans en être membre, elle est sénatrice de l‘Allier de septembre 2008 au .

Fille d’une famille de Lignerolles, elle est l’épouse de Daniel Schurch avec qui elle a 3 enfants.

Professeur de physique dans le secondaire, elle entre dans la politique parlementaire auprès de Pierre Goldberg glass travel water bottle, l‘ancien député-maire de Montluçon, longtemps après avoir été, dans l’après-mai 68 meat tenderizer recipe for steak, militante maoïste à l’UCFML[réf. nécessaire]. Ce dernier en fait sa suppléante lors des élections législatives de 2002.

Elle est élue maire de Lignerolles en 1995 réélue en 2001 et 2008. Le , elle est élue conseillère générale du canton de Montluçon-Sud lors d’une élection cantonale partielle à la suite de la démission de l’UDF Jean Gravier.

En 2007, elle est candidate soutenue par le PCF aux élections législatives. Son suppléant est le conseiller régional communiste Luc Bourduge. Au soir du 1er tour, elle obtient un peu plus de 17 % des suffrages, elle est devancée par le socialiste Bernard Lesterlin en faveur de qui elle se désiste. Son mandat au conseil général de l’Allier s’achève au second tour des élections cantonales en 2008, à la suite de sa défaite face à la divers droite Bernadette Vergne. Mireille Schurch partait pourtant favorite au second tour, la gauche recueillant plus de 50&nbsp waist bottle belt;% des suffrages.

En septembre 2008, elle est élue, à la surprise générale, sénatrice de l’Allier et devient la première femme à occuper ce poste dans le département.

Le 6 décembre 2011, Mireille Schurch apporte son soutien à Jean-Luc Mélenchon, candidat du Front de Gauche à l’élection présidentielle.

En janvier 2012, elle apporte son soutien à Luc Bourduge, vice-président du conseil régional d’Auvergne et candidat du Front de Gauche à l’élection législative de 2012 sur la seconde circonscription de l’Allier. En février 2012, elle demande aux députés socialistes et radicaux de l’Allier de voter contre le Mécanisme européen de stabilité (MES), en vain.

Elle ne se représente pas lors des élections sénatoriales de 2014.

The Zone

Albums de Enter Shikari

12 novembre 2007 par Ambush Reality.

Elle comprend des face-B, des démos et un remix par Routron 5000, le projet parallèle de Roughton. La première version comportait deux pistes cachées qui y avaient été mises par erreur reusable bottles for water. Trois chansons sont issues d’un passage chez Zane Lowe à la BBC Radio 1.

Il existe aussi une série limitée avec seulement 4 pistes thermos funtainer drink bottle.

Toute la musique est composée par Enter Shikari.